ER DER RETSSIKKERHED I DANMARK?


RÅD OG ADVARSLER TIL UDENLANDSDANSKERE

Myndighedernes mørklægning af min sag.

Oktober 1998 er det et år siden disse sider blev sat op på internettet, og det er derfor også et år siden, jeg oplyste de danske myndigheder, der iblandt Justitsministeriet og Højesteret om internet-adressen (URL). Ydermere har jeg bevis på, at de danske myndigheder har besøgt mine internet sider og man må derfor gå ud fra, at de også har læst dem. Ikke desto mindre har jeg stadig ikke modtaget svaret, jeg har efterlyst lige siden min dom, nemlig en klar besked på, hvorledes og hvornår efter min lovlige emigration i 1956, jeg iflg. De danske myndigheder har forbrudt mig kriminelt mod Danmark.

Det må nu være klart for enhver, at jeg intet ulovligt har foretaget mig, og når det er tilfældet, skulle jeg ifølge international lov være blevet frikendt. Hvad er det så for en international lov jeg taler om? ... Jeg taler her om den fundamentale lov for alle love, en lov som enhver dommer, anklagemyndighed og forsvarsadvokat kender, loven der siger, at den anklagede er uskyldig indtil bevist skyldig, og at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode.

Iblandt de mange andre love de danske myndigheder har brudt(ref.: Danmarks krænkelser af menneskerettighederne part 09), vil jeg her også henvise til "Den Danske Grundlov" vedr. "Ejendomsrettens Ukrænkelighed". Ved at fratage et uskyldigt menneske al ejendom hidrørende fra 30 års arbejde og opsparing, kan der ikke længere herske nogen tvivl om, at en krænkelse af Den Danske Grundlov har fundet sted.

Der er et dækkende dansk ord for mennesker der bryder loven, og det er simpelt hen som ordet siger "forbryder". De fleste mennesker vil kunne se det ironiske i, at jeg, som er en dansker, der har levet 42 år af min tilværelse i udlandet, og som bortset for en enkelt trafik-bøde kan henvise til en absolut pletfri fortid, af danske "lov brydere" er blevet dømt og straffet som kriminel.

Jeg er ikke som Socrates, der kort før han skulle tømme giftbægeret, blev spurgt af en ven, om det ikke var frygteligt at skulle drikke gift, når han var uskyldig i anklagen imod ham, hvortil Socrates havde svaret: "Det ville da havde været meget værre, hvis jeg havde været skyldig".

Jeg vil fortsætte med at insistere på, at det er min menneskeret at blive meddelt, ikke alene hvordan og hvornår jeg har begået den kriminelle handling, jeg er blevet straffet for med så tilintetgørende et resultat, men også at bevisbyrden bliver fremlagt. Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg umuligt, selv i uvidenhed, kan have foretaget mig noget som helst kriminelt.

Hvis de der har dømt mig ikke er i stand til at give mig de ønskede oplysninger, skal jeg iflg. loven frifindes.

Da det nu må anses som godtgjort, at min sag af de danske myndigheder er blevet mørklagt, har jeg derfor besluttet at oplyse navnene på de involverede personer.

7.01.74 Kontorchef Munk Pedersen, 3. kontor i Statens Ligningsdirektorat meddelte, at jeg er begrænset skattepligtig af fast ejendom, en urigtig oplysning jeg fulgte og senere blev dømt for.

(Ref.: Søg ikke oplysninger fra danske myndigheder.)

28.01.74 Kontorchef Munch-Pedersen Odense Skattevæsen godkendte de oplysninger jeg var blevet givet af Statens ligningsdirektorat, og fulgte dette op med at sende mig et bedragerisk brev.

(Ref.: Skattevæsenet udsender breve med falske oplysninger.)

22.07.84 Blev stoppet af færdselspolitiet i København.

23.07.84 Mit pas og min bil blev beslaglagt, og jeg blev tredje grads forhørt af politiassistent Viggo Søgaard ved Københavns færdselspoliti, Philipsen-Lotinga fra amtsskattedirektoratet samt toldsekretær Bryde Hansen.Mine udtalelser under forhøret blev fordrejet på en måde, så da jeg senere læste dem i anklageskriftet, jeg ikke kunde genkende dem.

(Ref.: Forlang en sagførers tilstedeværelse før du lader dig forhører.)

02.08.84 Arresteret under foregivne af en mistanke om, at jeg skulle havde opholdt mig mere i Danmark end tilladt, jeg blev fængslet i isolation, samtlige papirer og dokumenter nødvendige for mit forsvar blev ved samme lejlighed frataget mig. Anholdelsen blev foretaget af kriminalassistent Leo Olesen ved Odense politi, og tilstede ved anholdelsen var yderligere Philipsen-Lotinga fra amtsskattedirektoratet samt en politibetjent jeg ikke kender navnet på.

(Ref.: I korte træk hvad der er hændt mig.)

03.08.84 Anklager ved Grundlovsforhøret vicepolitimester Løve Christiansen, fik min fængsling opretholdt på grundlag af den løgnagtige udtalelse, at man havde fundet bevis for at jeg i 1981 havde opholdt mig 163 dage i Danmark. Medens det er muligt at usandheden vedr. dagene ikke stammer fra Løve Christiansen selv, så er der ingen undskyldning for, at han ikke selv talte de omtalte beviser, før han fik mig isolationsfængslet under falske forudsætninger. Dommer B. Vollmonds udtalelse efter vicepolitimesterens begæring om fængsling: "Så mangler der jo kun 17 dage."

(Ref.: I korte træk hvad der er hændt mig.)

16.08.84 Lukket retsmøde beklædt af dommer Lund Larsen, anklager politifuldmægtig Sonja Pejstrup indleder retsmødet med at meddele retten, at en omgruppering af dagene har fundet sted, og at der nu så kun er tale om 122 dage, man har fundet bevis for at jeg har opholdt mig i Danmark i 1981. Til trods for min og min forsvarers protest, hvor det påpeges, at det af forlængelses rapporten fremgår, at jeg intet år har opholdt mig i Danmark i mere end de tilladte dage, beslutter dommer Lund, Larsen på anklagerens anmodning, at opretholde fængslingen.

(Ref.: I korte træk hvad der er hændt mig.)

17.08.84 Philipsen-Lotinga fra amtsskattedirektoratet og kriminalassistent Leo Olesen Odense politi opsøger min kone Patricia, og hun bliver fortalt, at hun kan hjælpe mig ved at give politiet sine private breve, jeg havde skrevet til hende fra lande over hele jorden, idet frimærkerne og datoerne angiver dage, jeg ikke har været i Danmark, samtidig bliver min kone forsikret om, at selve indholdet af brevene er uden interesse og derfor ikke ville blive læst, Patricia der tror på denne oplysning udlevere der efter sine breve. Efter udleveringen går Philipsen-Lotinga i gang med at læser vore breve og afmærker ord og sætninger med gult, således at disse senere kunne blive læst højt i retten i forbindelse med "Centrummet for mine Livsinteresser". Jeg bør her blot indskyde at der er intet kriminelt vedr. indholdet af mine kærlighedsbreve til min egen kone. Min kære til Østre Landsret vedr. Odense rets kendelse i forbindelse med mit ønske om at blive sat fri blev samme dag tilbagevist af landsretsdommerne Risbjørn, H. Blegvad Jensen og Anne Ersbøll.

(Ref.: Personlige erfaringer udenlandsdanskere gør klogt i at notere sig, stk. 8)

12.09.84 Retsmøde hvorunder politifuldmægtig Sonja Pejstrup begærer fængslingen opretholdt til trods for at fængslingsgrundlaget ikke længere er til stede og alle beviser i behold hos politiet. Dommer E. Brandt Petersen efterkommer anklagerens ønske, hvorefter jeg dermed er frataget enhver mulighed for at forberede mit forsvar.

(Ref.: I korte træk hvad der er hændt mig.)

09.10.84 Retsmøde hvorunder anklageren politifuldmægtig Doris Jensen begærer min fængsling forlænget indtil domsforhandlingerne den 23/10 - 26/10. Dommer E. Brandt Petersen efterkommer anklagerens ønske.

23.10.84 Retsforhandlingerne påbegyndes. Jeg forklarede, hvorledes jeg lovligt emigrerede til Australien i 1956, samt mit fuldt ud lovlige erhverv og arbejde for mit britiske firma, som jeg påbegyndte i 1961 og de engelske skatteregler jeg var undergivet, plus min bils lovlige registrering på engelske nummerplader. Desuden henviste jeg til mine forespørgsler til de danske myndigheder, og de oplysninger samt regler de danske myndighederne havde givet mig, og som jeg havde overholdt 100%. Retten stillede intet spørgsmål vedr. rigtigheden af min forklaring.

24.10.84 Anklagemyndigheden politifuldmægtig Doris Jensen introducerede et begreb, hun kaldte "CENTRUM FOR MINE LIVSINTERESSER", som hun anførte skulle være af særlig betydning vedr. anklagen imod mig. Da jeg emigrerede i 1956, havde jeg stadig mine forældre og alle mine brødre samt flere onkler og tanter, plus en stor vennekreds, hvilket dengang for 28 år siden ikke havde forhindret mig i at emigrere. Nu var begge mine forældre og min ældste bror døde, heller ikke mine onkler og tanter levede mere, og det var mange år siden jeg havde mistet forbindelsen med mine danske venner. Jeg forstod derfor heller ikke den betydning, der blev lagt i ordet "livsinteresser" i forbindelse med Danmark, men som skulle vise sig at være en del af anklagemyndighedens bestræbelser for at få mig kendt skyldig i en forbrydelse, jeg på dette tidspunkt intet kendskab havde til hvad kunne være. I forbindelse med de nævnte livsinteresser, måtte jeg fuldstændig uforberedt lytte til, hvorledes anklagemyndigheden politifuldmægtig Doris Jensen fortalte retten den ene usandhed efter den anden, det skal være usagt om disse fuldstændig vanvittige usandheder var blevet udtænkt af politifuldmægtig Doris Jensen selv, eller en person der arbejdede for anklagemyndigheden, men da en telefonsamtale, i hvert enkelt tilfælde, ville havde været tilstrækkelig til at afkræfte disse grove løgne, er der ingen undskyldning for, at anklageren udtalte dem, uden selv at have undersøgt, hvorvidt hendes udsagn i retten var i overensstemmelse med sandheden. De nævnte usandheder blev samtidig i vid udstrækning anvendt af anklagemyndigheden, i dennes bestræbelser for at skabe de to domsmænds Ester Hansens og Jens Olsens misundelse. Anklagemyndigheden fremlagde nogle kalendere og hævdede, at dage den havde markeret med rødt var dage, den havde bevis for at jeg havde været i Danmark. Dage der var markeret med gult, var dage jeg til trods for min fængsling og fratagelsen af mine dokumenter, jeg havde været i stand til at bevise, at havde været i udlandet. De mellemliggende ufarvede dage, som på grund af min fængsling og fratagelse af de omtalte dokumenter, jeg i byretten ikke kunne fremlægge bevis på, at jeg havde været i udlandet, hævdede anklagemyndigheden, at jeg havde været i Danmark, og det uden nogen som helst form for bevis, der kunne støtte denne antagelse.

(Ref.: "CENTRUM FOR LIVSINTERESSER" anklagemyndighedens bedste opfindelse.)

25.10.84 Vidner for mig fra England, bestyrelsesmedlem i mit firma William Pearson og Mrs. Sylvia Graucob fremlagde dokumentation der beviste, at modsat hvad anklagemyndigheden politifuldmægtig Doris Jensen havde hævdet dagen før, så var en lang række af kalendernes ufarvede dage og endog nogle af de dage anklagemyndigheden havde markeret med rødt, dage jeg umuligt kan have været i Danmark, idet det var dage jeg bevisligt havde været i enten England, i Holland eller i Tyskland.

26.10.84 Vidne for mig Edmund Antkowiak meddelte retten, at han flere gange havde været sammen med mig i England og på kanaløerne, på ufarvede dage, hvor jeg derfor ikke kan have været i Danmark, desuden havde han kendskab til mit arbejde i Tyskland og Holland. Dommer E. Brandt Petersen udtalte at der intet bevis var for, at jeg havde overtrådt de dage jeg var blevet tilladt at besøge Danmark, og da dette var anklagen, hvorpå min anholdelse og fængsling var bygget, var dette også den basis, hvorpå jeg forventede en frifindelse, jeg var derfor lamslået, da Dommer E. Brandt Petersen kort derefter dømte mig skyldig i en helt ny og ikke tidligere nævnt anklage. Jeg var pludselig skyldig i skatteundragelse mod Danmark, til trods for at jeg levede i overensstemmelse med engelske skatteregler, og var udvandret fra Danmark helt tilbage i 1956. Jeg blev ikke givet nogen forklaring på, hvorledes og hvorfor jeg pludselig var blevet skattepligtig til Danmark. For yderligere at understrege det helt sindssyge i min dom, blev en dato for begyndelsen af min skattepligt sat til den 28 maj 1980, dette var en dato der, efter at jeg have arbejdet de første fem måneder af året i Afrika, jeg i et af mine private breve til min syge kone fra Zimbabwe havde meddelt hende, at jeg ville besøge hende. Den bevislige kendsgerning, at jeg kun var i Danmark i to dage, før jeg påbegyndte et arbejde i Østrig, understreger galskaben, men med datoen den 28 maj passede regnskabet således, at min bøde og efterbetaling af skat nøjagtigt fratog os alt, hvad vi ejede. Det er imidlertid en kendsgerning, at der ingen lovparagraf er i den danske lovgivning, der tillader at dømme en udvandret dansker for skattesvig 28 år efter hans lovlige emigration.

Bortset fra at den behandling det danske justitsvæsen udsatte mig for, er i strid med flere af Menneskerettighedskonventionens vedtagelser, for yderligere at fremhæve Danmarks kafkanske rets system, kan jeg blot nævne, at medens de lærte dommere og jurister forhandlede om, hvilke dato der skulle sættes, som dagen jeg skulle være indflyttet i Danmark, så havde de danske myndigheder uden min viden allerede indskrevet mig i det danske folkeregister, som flyttet ind i en UKENDT dansk kommune den 4. marts 1975, et tidspunkt hvor i følge mine fortegnelser jeg arbejdede i Mellemøsten.

(Ref.: Danmarks krænkelser af menneskerettighederne.)

13.06.1985 Behandling af min anke til Østre Landsret (landsretsdommerne Sinding, Brydensholt og Lise Karsten), selv om antallet af dage jeg havde tilbragt i Danmark ikke længere var et spørgsmål, hvorpå jeg skulle dømmes, fremlagde jeg i retfærdig harme en række beviser på udenlandsdage, der under mystiske omstændigheder var blevet skjult før behandlingen af dagene i Byretten. Jeg havde før Landsrettens behandling af min sag fremsendt bevis til Statsadvokaten på, at mit arbejde under engelsk lov og skatteregler var fuldt legalt, samtidig havde jeg, hvor det havde været muligt, fremsendt officielle dementier af de forskellige løgnagtige påstande anklageren i Odense Byret politifuldmægtig Doris Jensen havde fremført i forbindelse med "Centrum for Livsinteresser". Anklageren ved Østre Landsret Statsadvokaten for Fyn Birgitte Vestberg undlod imidlertid at fremlægge et eneste af de mange dementier til rettens bedømmelse, da disse skulle havde været frembragt under sagens behandling i Byretten, hvor jeg naturligvis grundet min fængsling var afskåret fra at tilvejebringe dementierne. I stedet forsøgte jeg at fremhæve min uskyld ved for retten at nævne, at jeg aldrig havde ligget Danmark til byrde, det eneste svar Statsadvokaten for Fyn Birgitte Vestberg kunne udtænke til denne sandhed var, at jeg havde slidt på de danske veje! ... Da Landsretsdommer Sinding læste landsrettens afgørelse op, lød den således:

"De må anses som godtgjort, at tiltalte har været vidende om, at der for de pågældende indkomstår blev indgivet selvangivelser for ham som alene begrænset skattepligtig. Herefter og i øvrigt af de i Dommen anførte grunde tiltrædes det, at tiltalte er fundet skyldig i overensstemmelse med den rejste anklage."

Hvordan kunne det så være falde mig ind, at lade min statsautoriserede revisor Otto Nielsen indsende min selvangivelse som begrænset skattepligtig? ... Dette var jo som bekendt ikke noget jeg selv havde fundet på, men noget jeg gjorde, efter at jeg gennem min ovennævnte statsautoriserede revisor havde forespurgt Statens Ligningsdirektorat om min skattepligt, hvis Patricia kunne blive tilladt et hjem i Danmark. Svaret fik jeg fra kontorchef Munk Pedersen, 3 kontor i Statens Ligningsdirektorat den 7.01.74, hvori det blev mig meddelt, at jeg var begrænset skattepligtig af fast ejendom, forudsat at jeg overholdt dagene, der var mig tilladt at besøge Danmark. Samme oplysning var ved min henvendelse på Odense Skattekontor den 24. samme måned blevet sanktioneret af kontorchef E. Munch-Pedersen ved Odense Skattevæsen.

Havde Landsretten sat spørgsmål ved ægtheden af ovenstående oplysninger ... NEJ

Var jeg blevet fundet skyldig i en overtrædelse af de tilladte dage ... NEJ

Hvorfor havde jeg ikke sørget for kontorchef Munk Pedersen, 3 kontor ved Statens Ligningsdirektorat var blevet indkaldt som vidende i Landsretten, hvor det kunne være blevet forlangt af ham, at han forklarede, hvorfor han havde lokket Patricia til Danmark med en oplysning om begrænset skattepligt, som jo i følge min dom var falsk. Dette ville jeg naturligvis havde gjort, hvis jeg havde haft den mindste anelse om,. at jeg skulle dømmes derfor, men dette grundlag for et skyldsspørgsmål var ikke blevet nævnt hverken i anklageskriftet eller i Byretten. Jeg var således også i Landsretten blevet dømt på et helt nyt grundlag, som først blev nævnt ved oplæsningen af selve dommen. Hvorledes er det muligt at forberede sit forsvar mod sådanne? ... Dette kan man kun gøre, hvis man har en krystalkugle og er i stand til at se ind i fremtiden. Min dom i Østre Landsret er således en gentagelse af den samme grove krænkelse af Menneskerettighederne Artikel 6, 3a og 3b, som fandt sted også i Odense Byret.

(Ref.: Danmarks krænkelser af menneskerettighederne.)

11.09.1991 På Europa-Kommissionens spørgsmål vedr. grunden til min dom, meddeler den danske skatteminister Anders Fogh Rasmussen Kommissionen, at jeg er dømt på grundlag af de danske skatteregler der siger, at:

a) Danske statsborgere, der arbejder i udlandet, er betragtet som bosat i Danmark, hvis de har bolig til rådighed i Danmark.

b) Danskere der arbejder i udlandet, er betragtet som bosat i Danmark, hvis deres ægtefælle bor i Danmark, de er derfor skattepligtig til Danmark af hele deres indkomst, hvorvidt denne hidrøre fra dansk eller udenlandsk kilde.

Hvad Skatteminister Anders Fogh Rasmussen meddelte Europa-Kommissionen er simpelthen løgn, jeg er nemlig hverken i Odense Byret eller i Østre Landsret blevet dømt på grund af de 2 ovennævnte skatteregler. Hvorfor fortalte Anders Fogh Rasmussen ikke Europa-Kommissionen sandheden, at jeg var blevet dømt skyldig på grund af, at jeg havde fulgt de oplysninger vedr. begrænset skattepligt jeg ved min forespørgsel var blevet givet af højt stående embedsmænd inden for det danske skattevæsen. Hvis Fogh Rasmussen havde fortalt sandheden, ville dette alligevel ikke have forandret min sag, idet der iflg. Europa-Kommissionens oplysning ingen aftale er medlemslandene imellem vedr. beskatningen af nationale personer.

1. Et spørgsmål der nu trænger sig på er: Hvorfor blev ovenstående oplysninger under a) og b) ikke meddelt mig, da jeg rette forespørgsel vedr. min skattepligt til det danske skattevæsen i 1974 ? ... Kan det tænkes at være fordi skattemyndighederne vidste, at hvis jeg fik sandheden at vide, ville Patricia ikke være kommet til Danmark.

2. Hvorfor blev jeg ikke dømt for brud på de ovenanførte regler under a) og b), disse regler er jo lige til og nemme at forstå ? ... Den eneste grunden til jeg ikke blev dømt for brud på de nævnte regler er den, at en sådanne dom ville afsløre den kendsgerning, at de danske skatemyndigheder lokkede Patricia til Danmark på grundlag af falske oplysninger og et bedragerisk brev.

25.11.1992 Da jeg, efter Skatteminister Fogh Rasmussens mærkværdige svar til Europa-Kommissionen, i mit brev den 19.06.1992 bad Fogh Rasmussen forklare mig sammenhænget mellem hans svar til Kommissionen, og det jeg vitterligt var blevet dømt for, var skatteministeren selv ude af stand til at se nogen forbindelse, hvorfor han overlod besvarelsen af mit brev til kontorchef Søren Vilhelmsen i Told- og Skattestyrelsen, som i et kort brev meddelte mig, at svaret jeg søgte var beskrevet i min doms akter, hvilket naturligvis er noget vrøvl. Da jeg ønskede kontorchef Søren Vilhelmsens svar yderligere belyst, meddelte denne mig i et kort brev den 2.12.1992, at Skattestyrelsen ikke ønskede at besvare mine spørgsmål.

25.09.1996 Den Særlige Klagerets behandling af min sag, har været et skuespil sat i scene for dem, der evt. kan fristes til at tro, der ikke findes mulighed for en retfærdig dom under dansk justits. Se bare her, der er både en anke mulighed til landsretten, og så kan man endog klage over sin dom til Den Særlige Klageret. Efter Den Særlige Klagerets kendelse, har jeg fået en liste over nogle danske love vedr. skat, told, registreringsafgift af bil, vægtafgift af bil o.s.v. som jeg skulle have brudt, sagen er blot den, at ingen af de omtalte love gælder for danskere der ikke er bosat i Danmark. Med andre ord, for at man kan dømmes under de nævnte love, må man gå ud fra, den første forudsætning er den, at man er bosat i Danmark, og da jeg ikke på noget tidspunkt har været bosat i Danmark siden min emigration i 1956, må de danske myndigheder først kunne bevise, at jeg er bosat i Danmark. Dette er det afgørende punkt, som dommerne, der afgjorde kendelsen m.h.t. min sag i den særlige klageret, åbenbart må have overset, og derfor vil jeg her nævne ved navn de dommere ved Den Særlige Klageret, der sandsynligvis ikke har den aller fjerneste idé om, hvad det er for en kriminel handling jeg har foretaget mig, og som skulle havde forårsaget, at jeg pludselig 28 år efter min emigration er blevet bosat i Danmark. Dommerne er på Den Særlige Klagerets Kendelse nævnt i følgende rækkefølge:

Marie-Louise Andreasen, Lilholt, Viltoft, Vagn Greve og Preben Lunn.

Hvorledes kan jeg fastslå, at de ovennævnte dommere ikke aner, hvad det er for en kriminel handling jeg har begået, som har gjort, at jeg efter deres mening er blevet bosat i Danmark. Dette kan jeg på følgende grundlag:

Anklagemyndigheden har som en grund til, at min sag ikke bør genoptages, fremført at jeg i 1981 skulle have overtrådt de dage jeg frit kunne besøge Danmark, og på dette grundlag har Den Særlige Klageret nægtet mig en genoptagelse af min sag. Kendsgerningen er imidlertid den, at jeg hverken i Odense Byret eller i Øster Landsret er blevet fundet skyldig i en overtrædelse af de tilladte dage. Ydermere har jeg i 1981 (det år jeg siden min emigration har været mest i Danmark) kun tilbragt 147 dage i Danmark og desuden har jeg i et stort antal af disse dage end ikke været i Danmark uden nogle få timer, d.v.s. at jeg har været på gennemrejse og derfor heller ikke har overnattet i Danmark. Jeg anerkender ikke desto mindre den optælling der viser, at jeg på et tidspunkt har været i Danmark på 147 datoer i 1981, men jeg må samtidig understrege, at jeg, som det er blevet bevist, af de danske myndigheder var blevet tilladt at besøge Danmark op til 180 dage om året. Den særlige Klageret har derfor også nægtet mig en bekræftelse på, at jeg er skyldig på grundlag af de omtalte 147 dage.

(Ref.: Den Særlige Klagerets kendelse.}

Jeg har lige siden min dom forsøgt alt mellem himmel og jord for at finde ud af, hvad de danske myndigheder mener jeg har foretaget mig, som ikke alene har gjort mig til kriminel i Danmark, men som også har forårsaget, at alt hvad jeg har tjent og sammensparet over 30 års hårdt internationalt arbejde langt fra Danmarks grænser iflg. min dom tilhører det danske skattevæsen, altså en skatteprocent på 100%. De danske myndigheder kan derfor ikke frasige sig kendskab til mit ønske om at få at vide, hvorledes jeg skulle have forbrudt mig.

Disse internet sidder blev sat op i begyndelsen af Oktober i år, samtidig blev breve med internet adressen sendt til Højesteret og en lang række danske myndigheder.

Da man må gå ud fra Danmark følger den internationale lov der siger:

"At den anklagede er uskyldig indtil hævet over enhver tvivl bevist skyldig, og derfor også at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode"

burde det derfor også være en nem sag at give mig den ønskede oplysning, hvorfor må jeg så ikke få den? ... Svaret er såre simpelt, myndighederne der har dømt mig ved, jeg ikke har gjort mig skyldig i en eneste af de anklager, der er blevet rejst imod mig og hellere end at indrømme et justitsmord, har de så i stedet besluttet at mørklægge sagen.

Jeg er imidlertid ikke til sinds at give op, mit næste skridt vil derfor være, at give samtlige danskere, der er tilsluttet internettet, adressen på disse sider, således at de, hvis de er interesseret deri, vil kunne læse indholdet.

Disse oplysninger er tilvejebragt af... Bernt Corfixen Sørensen
E-mail:corfixen@bigpond.net.au
© 1997-2006...Alle rettigheder forbeholdt

TILBAGE TIL INDHOLDSFORTEGNELSE!FORTSÆTTELSE NÆSTE SIDE!