April 1996 bad den Særlige Klageret anklagemyndigheden udtale sig vedrørende min sag, som derpå naturligvis fremførte, at der efter anklagemyndighedens mening intet nyt var blevet fremlagt, der skulle kunne forandre rettens afgørelse vedrørende skyldsspørgsmålet, dermed er det så samtidig også sagt, at der intet nyt er i den behandling, jeg har været udsat for, og som jeg har beskrevet på disse sider. Heraf kan man så udlede, at jeg er blevet behandlet efter, hvad der er normal fremgangsmåde i Danmark, nemlig at sætte den ulykkelige anklagede ind i en enecelle og fratager ham alle muligheder for at forberede sit forsvar. Hvilket i grunden også kan være fuldstændigt lige gyldigt, da de danske myndigheder åbenbart desuden kan sætte en mand i fængsel under forgivne af een anklage, for når dommen skal falde, at dømme ham for noget helt tredje. Noget sådanne sætter efter min mening et meget stort spørgsmålstegn ved den danske retssikkerhed.
I sin indvending mod en genoptagelse af min sag henviser Statsadvokaten , som var anklager imod mig i Østre Landsret, til nogle danske love-paragraffer fra bl.a. straffeloven, kildeskatteloven og skattekontrolloven. Da jeg af den Særlige Klageret bliver bedt om min kommentar til anklagemyndighedens indvendinger, skriver jeg bl.a.:
"Statsadvokatens indvending mod en genoptagelse af min sag er udelukkende baseret på love, der gælder for danskere bosat i Danmark. Jeg emigrerede lovligt til Australien i 1956, og dette er en kendsgerning, som ikke er blevet bestridt af anklagemyndigheden, afgørelsen af, hvorvidt jeg har overtrådt de nævnte love, er derfor alene afhængig af, hvorvidt jeg senere har taget ophold i Danmark længere end tilladt mig under dansk lov.
Med hensyn til ovenanførte ønsker jeg igen at præcisere, at hverken anklagemyndigheden, Vorherre i Himlen, eller nogen anden myndighed kan bevise, jeg har været i Danmark mere end jeg reelt har været det, og det er betydeligt færre dage, end der blev tilladt mig ved min statsautoriserede revisors forespørgsel til Statens Ligningsdirektorat, hvor hr. Munk Pedersen, 3. kontor tillod mig at besøge Danmark op til 180 dage pr. år, ægtheden af den nævnte tilladelse er heller ikke blevet bestrid af anklagemyndigheden.
I de følgende sider af mit brev til Den Særlige Klageret, modbeviser jeg igen og med vedlagt dokumentation, hvert enkelt af anklagemyndighedens anklager imod mig, og jeg understreger dette med den kendsgerning, at jeg allerede under retsforhandlingerne i By- og Landsretten er blevet bevist uskyldig i de af anklagemyndigheden fremsatte påstande.
Den Særlige Klagerets kendelse fandt sted onsdag den 25. September 1996, og da jeg modtog den, havde jeg vanskeligt ved at tro mine egne øjne.
Ifølge Den Særlige Klagerets kendelse, var jeg igen blevet dømt under danske love, der gælder for danskere bosat i Danmark, men ikke af et eneste ord i Den Særlige Klagerets kendelse fremgår det, hvorledes jeg efter 30 år som udenlandsdansker pludselig er blevet undergivet de nævnte love.
Derfor skrev jeg endnu et brev til Den Særlige Klageret, teksten af hvilket kan ses herunder:
Den Særlige Klageret J. nr. G-009-96
Prins Jørgens Gård 13,
1218 København K. Brisbane, 25.01.1996
Jeg har modtaget Den Særlige Klagerets kendelse afsagt onsdag den 25. september, baseret på straffelovens 289, jf. skattekontrollovens 13, stk. 1, toldloven 117, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og 76, stk. 1, lov om registreringsafgift 27, stk. 1, pkt. 4, jf. stk. 3, vægtafgiftslovens 23, stk. 2, nr. 3, og efter færdselslovens 118, stk. 1, jf. 72, stk. 1, jf. registreringsbekendtgørel- sens 105 en samling danske love, der gælder for danskere bosat i Danmark.
28 år efter min lovlige emigration er jeg under et besøg i Danmark blevet dømt på samme præmisser, som hvis jeg havde været bosat i Danmark, men jeg har indtil Den Særlige Klagerets kendelse været nægtet enhver forklaring på, hvorledes jeg efter 28 år i udlandet har foretaget mig en handling, som ikke alene har underkastet mig ovenanførte love, men som også har gjort det muligt for de danske myndigheder at fængsle mig som en kriminel, hvilket i sig selv er en forskelsbehandling, når sammenlignet med danskere bosat i Danmark, der i et lignende tilfælde først ville blive indkaldt til et møde, hvorunder de får lejlighed til at redegøre for deres forhold.
Efter en dom ved Odense Byret på et bevisligt falsk grundlag, et grundlag som først bliver bragt til min orientering sammen med min dom, har de danske myndigheder derefter fratage mig al ejendom hidrørende fra et 28 års opslidende internationalt arbejde, en tilværelse så hård, at den endte op med at ødelægge min hustrus helbred. En dom så grusom, at den ikke alene satte en stopper for min succesfulde karriere, men fuldstændig knuste mit helbred og livsglæde. Med en straf så drakonisk, hvor jeg, hvad der er beviseligt, rent faktisk har betalt 100% skat til Danmark, lige siden jeg, som en student i 1956 uden anden ejendom end en enkelt billet på emigrant klasse, udvandrede til Australien, har det hele tiden været min faste overbevisning, at det er min ret at få en nøjagtigt og fyldestgørende erklæring på, hvori min forbrydelse består, samt hvornår og hvorledes jeg har begået den. Et spørgsmål hvorpå, til trods for mine utallige henvendelser, de danske myndigheder indtil Den Særlige Klagerets kendelse har nægtet mig svar.
I sine indsigelser mod en genoptagelse at min sag, henviser anklagemyndigheden til 147 dage, som på grund af 2 dødsfald i min nærmeste familie (mor og ældste bror), plus andre ulykkelige omstændigheder, jeg tilbragte i Danmark i 1981.
Ved Den Særlige Klagerets gennemlæsningen af min sags akter, og som jeg også påpeger i min forklaring til Den Særlige Klageret af d. 16.07.96, henviser Doris Jensen, anklageren ved min retssag i Odense Byret, på side 02 i sin appel mod en genoptagelse af min sag, til at jeg på grundlag af de ovenover nævnte 147 dage skulle have taget ophold og bosat mig i Danmark, og jeg må på denne basis gå ud fra, at dagene hun nævner, jeg har været i Danmark, er det grundlag, hvorpå hun støtter denne antagelse.
Til trods for den fremhævede tekst øverst på side 1 af min skrivelse d. 16.07.1996, har Den Særlige Klageret derefter afvist min begæring om, at min sag bliver taget op til ny behandling, og dermed har Den Særlige Klageret for første gang dømt mig skyldig i en overtrædelse af de tilladte dage, hvilket derfor også må være den forbrydelse, jeg er blevet straffet for.
Da jeg ifølge dommens ordlyd, hverken i Byretten og heller ikke i Landsretten er blevet fundet skyldig i en overtrædelse af de tilladte danske dage, men tværtimod ifølge dommer Brandt Pedersens udtalelse kort før min dom i Odense Byret: "Der findes ingen bevis på at Bernt Sørensen har overtrådt de tilladte 180 dage", så repræsentere Den Særlige Klagerets tilbagevisning af mit andragende, på basis af anklagemyndighedens appel, derfor en helt ny dom. Det må være min ret, da jeg jo er blevet straffet derfor, nu endelig at modtage fra de danske domstole en klar og utvetydige erklæring på, at jeg i 1981 grundet et sammenlagt ophold i Danmark på 147 dage, har gjort mig skyldig som dømt, og jeg ser nu frem til at modtage Den Særlige Klagerets officielle bekræftelse herpå.
Anklageren (politiassessor) Doris Jensen hævder i næstsidste paragraf på side 03, at der med hensyn til dagene i Danmark, ikke i retsbogen over sagens domsforhandling i Landsretten ses at være fremsat indsigelse mod ovenanførte materiale. Det er simpelthen en nederdrægtig svinestreg, ved min anholdelse først at fratage mig den dokumentation, der beviser de dage jeg har opholdt mig i andre lande end Danmark, derefter at beholde mig 3 måneder i isolationsfængsel under en mistanke om, at jeg skulle have overtrådt de danske dage, for til sidst at give mig og min forsvarer det indtryk, at da der intet bevis er for en overtrædelse af dagene, er jeg heller ikke blevet dømt derfor, og at dette ikke længere er, hvad sagen drejer sig om. Som meddelt Byretten, arbejdede jeg på dette tidspunkt for at overtage ledelsen af mit britiske firma, eller ved aktionærernes hjælp at få indflydelse på anden måde, enhver vil derfor kunne indse, at oplysninger om en kriminel sag i Danmark ville have en yderst negativ indflydelse på mine muligheder for at opnå dette mål.
På grund af de ovenover nævnte forhold, afstod jeg efter Byretsdommen fra at bede de individuelle aktionærer om erklæringer vedrørende dagene jeg havde besøgt dem, eller indkalde dem som vidner ved Landsretten, hvilke jeg havde haft rig lejlighed til at gøre, var jeg ikke ligesom også alle andre blevet givet det indtryk af Byretsdommeren og også af selve byretsdommen, at dagene ikke længere var et spørgsmål, hvorpå jeg skulle dømmes.
Ydermere har politiassessor Doris Jensen åbenbart hverken læst ekstrakt litreret E fremlagt under anken til Østre Landsret, eller side 6 af mit brev til Den Særlige Klageret af 16.07.1996, hvor jeg af andre grunde end spørgsmålet om dagene (venligst se Litreret E) fremlagde en kuvert med beviser på yderligere 26 udenlandsdage, en af disse dage var af anklagemyndigheden afmærket med rød fane (dage afmærket med rød fane var dage anklagemyndigheden mente at kunne bevise jeg havde tilbragt i Danmark). Ligeledes har Doris Jensen måske glemt at beviset på dagene 20/1 til 3/2 1981, som grundet isolationsfængsling helt op til min sags behandling i Byretten, det kun takket være min brors hjælp, alligevel lykkedes mig at fremlægge under selve retsforhandlingerne, og som iøvrigt fjernede endnu en dag under anklagemyndighedens såkaldte røde fane. Desuden bragte mit vidne William Pearson med sig fra England yderligere bevis på 27 udenlandsdage, der iblandt endnu en dag afmærket af anklagemyndigheden med rød fane, dertil skal et yderligere minimum på 27 dage medregnes som udenlandsdage i forbindelse med rejserne til og fra Mr. Pearsons hotel i Dorset U.K.
Det ovenanførte er jo imidlertid nu ikke længere af betydning, da Den Særlige Klageret ved at støtte anklagemyndighedens appel har dømt mig skyldig grundet et samlet ophold i 1981 på 147 dage, og som er en dom Den Særlige Klageret naturligvis nu vil give mig skriftligt. Jeg finder det ikke desto mindre aldeles forkasteligt, at jeg ikke blev dømt under denne dom allerede ved Odense Byret, således at jeg i det mindste kunne havde indkaldt Munk Pedersen, 3 kontor i Statens Ligningsdirektorat til Østre Landsret, hvor det burde været blevet forlangt af ham, at han redegjorde for, hvorfor han havde lokket mig til at bryde loven ved at give mig falske oplysninger vedr. dagene, jeg lovligt kunne besøge Danmark.
Resten af hvad politiassessor Doris Jensen fremføre i sin skrivelse til Den Særlige Klageret er forlængst vand under broen, idet det er falske udsagn, der oprindeligt blev opfundet af anklagemyndigheden, og som jeg er blevet frifundet for. Ydermere er det ud fra forhenværende skatteminister Fogh Rasmussen udtalelse til Europa Kommissionen bevist, at brevet fra Odense Skattekontor den 28. januar 1974 er bedragerisk.
De falske oplysninger brevet fra Odense Skattekontor indeholder bære skylden for, at have lokket min hustru til Danmark, og dermed også at jeg selv under de samme falske forudsætninger blev lokket til at besøge landet, for dermed at kunne fratages vor samlede opsparede formue og ejendom.
Det er fuldstændig krystalklart, at modsat hvad der blev oplyst os i Odense Skattekontors brev, kan min hustru IKKE blive tilladt et hjem i Danmark, medens jeg, som på daværende tidspunkt ikke havde været skattepligtig til Danmark i 18 år, kunne fortsætte mit internationale virke uden at betale indkomstskat til Danmark, når forhenværende skatteminister Fogh Rasmussen, på Europakommissionens henvendelse i august/september 1991 vedr. min sag, oplyser kommissionen følgende:
Danske statsborgere, der arbejder i udlandet er betragtet som bosat i Danmark, hvis de har bolig til rådighed i Danmark.
Hvis ovenanførte betyder, at når jeg besøgte min hustru, kunne jeg ikke bo hos hende, burde denne mærkværdige klausul være blevet meddelt mig i det brev, Odense Skattevæsen sendte mig efter min forespørgsel, og som var det grundlag hvorpå min kone fik et hjem i Danmark.
Skatteministerens næste udtalelse fjerner enhver tvivl om formålet med Odense Skattevæsens falske oplysninger, givet mig med underskrift og stempel på Odense Skattevæsens papir.
Ydermere er Danskere, der arbejder i udlandet, betragtet som bosat i Danmark, hvis deres ægtefælle bor i Danmark, de er derfor skattepligtig til Danmark af hele deres indkomst, hvorvidt denne hidrøre fra dansk eller udenlandsk kilder.
Min kone var helt afgjort ikke kommet til Danmark, hvis denne sandhed var blevet oplyst os, da jeg rettede mine spørgsmål til Odense Skattekontor. Vi havde venner og muligheder i adskillige andre lande, som vi i så tilfælde ville have foretrukket, hvorfor skulle vi på grund af vor tro på de danske myndigheders ærlighed lokkes til Danmark, for at samme myndigheder derefter kunne udplyndre os?...
Jeg blev for øvrigt i Landsretten frifundet for at have anvendt ordet bopæl under min samtale med kontorchefen på Odense Skattevæsen, idet dette ord kun er anvendt i skattevæsenets ovenanførte brev til mig, men havde jeg anvendt ordet, kan det i ordbogens betydning umuligt have været et forsøg på at vildlede noget skattevæsen.
En af skattevæsenets medarbejder har bevidst og med fuldt overlæg løjet groft om min tilknytning til Danmark og mine kredit-institutter, se litreret C. skattevæsenets m.fl. undersøgelser, som under min sag blev fremlagt for dommer og domsmænd. Samme usandheder blev under retsforhandlingerne gentaget af anklageren politiassessor Doris Jensen i Byretten, hvor jeg uden de dokumenter, myndighederne havde taget fra mig, var ude af stand til at forsvare mig. Det kan ikke have undsluppet Den Særlige Klagerets opmærksomhed, at IKKE ET ENESTE af de mange skriftlige dementier fra velanskrevne institutioner som f. eks. Fortsættelsessygekassen Danmark, Diners Danmark, Lloyds Bank, Barclays Bank med flere af anklagemyndigheden blev fremlagt for dommere og domsmænd i Landsretten, hvor de naturligvis burde have været indsat i litreret D (bilag nævnt i retsbogen). Jeg går ud fra Den Særlige Klageret har noteret sig, at anklageren ved Landsretten "Statsadvokaten" for Fyn hævder, der intet grundlag er for at antage, at bevislighederne ikke har været rigtigt bedømt, hvad Statsadvokaten dermed antyder er, at Forsættelsessygekassen Danmark, Diners Danmark m.fl. har begået dokumentfalsk, d.v.s. har fremlagt falsk dokumentation, og at uanset hvad disse institutioner har skrevet i deres dementier, så har anklagemyndigheden ret i at hævde det modsatte. ... At den person der har udtænkt de mange løgne ikke er blevet afhørt, og efter anklagemyndighedens bedømmelse åbenbart heller ikke skal afhøres, vil efter de fleste sundt tænkendes menneskers mening virke helt utroligt, når man tager i betragtning, at samme løgne i alle højeste grad har været medvirkende til en dom, som fuldstændig har knust ikke alene min men også min kones tilværelse.
Som det fremgår af sagns akter, blev de dokumenter og bilag der skulle tjente til mit forsvar frataget mig, samtidig med at jeg blev isolationsfængslet, og de dokumenter der kunne bevise, at jeg er uskyldig i anklagerne imod mig, blev ikke tilbage leveret før længe efter Landsrettens dom, desuden henviser jeg til dette faktum i mit brev til Den Særlige Klageret afsendt fra Brisbane den 16. Juli 1996. Min sagfører, advokat Karsten Kallesø understreger samme kendsgerning i sidste paragraf af hans brev til Den Særlige Klageret den 15. april 1996, men ikke desto mindre beslutter Den Særlige Klageret iflg. dens kendelse, at give Statsadvokaten for Fyn medhold i, "citat", at der ikke er tilvejebragt nye oplysninger grundlæggende for en genoptagelse, deraf kan det så herefter yderligere udledes, at de danske domstole, til trods for Danmarks underskrift til Menneskerettighedskommissionens traktat, ikke finder en krænkelse af kommissionens artikel 6 nye oplysninger, der fortjener en genoptagelse af min sag. Ydermere er det bevist af udskriftet i Østre Landsrets Dombog, den 3. december 1985 vedrørende udlevering af min sags akter, at der har været anvendt et eller flere anonyme vidner i min sag, hvormed det er godtgjort, at jeg er blevet frataget min ret til at afhøre eller at få afhørt sådanne vidne imod mig.
Jeg afventer nu Den Særlige Klagerets skriftlige kendelse for, at jeg har forbrudt mig kriminelt ved i 1981 at have besøgt Danmark i sammenlagt 147 dage. Med den nævnte dom, er der så endelig dannet grundlag for at kunne forstå, hvorfor jeg er blevet dømt skyldig under de danske love listet i Den Særlige Klagerets kendelse den 25 september 1996.
Må jeg samtidig bede Den Særlige Klageret om at returnere mit materiale.
Bernt C. Sorensen
I Den Særlige Klagerets svar af 7.02.1997 til ovenanførte står der:
I et brev modtaget af Den Særlige Klageret den 3. februar 1997 har De skrevet om den
kendelse der er blevet afsagt af Den Særlige Klageret den 25. September 1996. De har
kommenteret forskellige omstændigheder vedr. sagen, og de har bedt om Den Særlige
Klagerets kendelse, "at De har begået en kriminel handling ved at besøge Danmark ialt 147
dage i 1981."
I denne anledning må Den Særlige Klageret henvise til dens afgørelse af den 25. September
1996, da Den Særlige Klagerets kompetence er at tage stilling til ansøgninger vedrørende
genoptagelser af kriminelle sager.
Den Særlige Klageret foretager sig ikke yderligere med hensyn til Deres ansøgning.
Som De har ønsket, materialet De har fremsendt til Den Særlige Klageret bliver returneret.
Med venlig hilsen
Lone Kerrn-Jespersen
kst. Secretary of Justice
(Brevet er ikke underskrevet)
Den Særlige Klagerets svar er ikke til at tage fejl af, det siger nemlig klart og tydeligt, at medens den ved sin kendelse den 25. September giver anklagemyndigheden ret i, at jeg på grundlag af mine samlede besøg i Danmark på 147 dage i 1981 ikke bør have min sag genoptaget, så vil Den Særlige Klageret ikke bekræfte, at jeg er skyldig som dømt, på grund af de 147 dage jeg har besøgt Danmark i 1981. Det er jo derfor en helt klar indrømmelse af, at Den Særlige Klageret INGEN beslutning har taget. Eller er det således at Den Særlige Klageret af en eller anden grund ikke vil vedkende sig sin egen afgørelse? .... Det er jo nok også vanskeligt for Den Særlige Klageret at nægte mig en genoptagelse af min sag på et grundlag, hvorpå hverken By- eller Landsretten har fundet mig skyldig.
De danske domstole har ikke haft vanskelighed ved at knuse min og min kones tilværelse, hvorfor er det efterfølgende så vanskeligt, at fortælle mig, hvorledes og hvornår jeg har begået den kriminelle handling, jeg ikke alene er blevet straffet for, men jeg er blevet straffet for på så barbarisk en måde, at man selv blandt den tredje verdens diktaturstater skal lede længe efter noget tilsvarende?
Kan det f. eks. tænkes, det er en del af min straf, at jeg ikke må få at vide, hvorfor jeg bliver straffet??!! ... Man skal være realistisk, for den eneste man narre, hvis man ikke er det, er en selv.
Sandheden må være den, at de danske myndigheder ikke har så meget som den aller fjerneste idé om, hvori den forbrydelse består jeg er blevet straffet for, og for at forhindre den enorme skandale dette vil være, hvis det bliver kendt, så fortsætter de danske myndigheder med at straffe mig.
I et land som Danmark, hvor man nærmest tager det som en selvfølge, at myndighederne håndhæver den international lov, som siger, at man er uskyldig indtil hævet over enhver tvivl det er bevist, man er skyldig, har de danske myndigheder dømt mig skyldig i grov, omhyggelig og veltilrettelagt skattesvig, men har til trods for mine utallige henvendelser været ude af stand til at meddele mig, hvorledes eller hvornår jeg har begået den nævnte forbrydelse. Herefter er der således skabt grundlag for, at f. eks. dømme folk for tyveri uden at meddele dem, hvad der er blevet stjålet og fra hvem, eller hvor og hvornår tyveriet har fundet sted. Folk kan blive dømt for voldtægt uden at blive meddelt, hvem der er blevet voldtaget, eller hvor og hvornår voldtægten har fundet sted o.s.v.
Jeg har for nylig her i Australien modtaget et brev fra Odense Kommune, brevet gælder kr. 27.182, som Odense Skattevæsen hævder jeg skylder i ejendomsskat, idet skattevæsenet som allerede nævnt undlod, hvad der er normalt i lignende tilfælde, at gøre krav på betaling af dette beløb ud af provenuet fra tvangsauktionen på min kones lejlighed.
Indtil de danske myndigheder lokkede Patricia til Danmark under falske forudsætninger og frarøvede os al ejendom, har jeg aldrig været i gæld til noget menneske. Jeg ved ikke, hvorledes andre danskere, hvis de sætter sig i mit sted, vil se på en opkrævning som den ovenanførte, men efter at være blevet dømt og have betalt de danske myndigheder, hvad der svare til 100% skat af en indkomst baseret på over 70 timers arbejde om ugen i over 30 år, og yderligere at være blevet hængt ud som kriminel og fængslet, så føler jeg faktisk ikke, at jeg skylder det danske skattevæsen noget som helst. Ikke desto mindre vil jeg naturligvis betale, hvad det danske skattevæsen forlanger, blot må jeg kunne stille den betingelse endelig nu at få, hvad der er blevet nægtet mig lige siden min dom, nemlig en fyldestgørende besked på, nøjagtigt hvori min forbrydelse består, samt hvorledes og hvornår jeg har begået den. samtidig vil anklagemyndigheden naturligvis fremlægge bevisbyrden.
Jeg er sikker på at ikke blot jeg, men også alle andre der læser disse sider, vil være spændt på at få og vide, hvad det er for en ganske uhørt forbrydelse jeg har begået, som kræver så frygtelig streng en straf, som den jeg har måttet lide, og hvis jeg får et svar herpå, vil jeg naturligvis sætte det op på disse sider.
FORTSÆTTELSE NÆSTE SIDE!