Jeg led i tiden efter mit nervesammenbrud flere sundhedsmæssige tilbagefald, Gennem de mange år hvor Patricia var rask, og hun selv under de mest primitive forhold så tappert havde stået last of brast med mig, havde jeg utallige gange lovet hende, at når det blev tid dertil, skulle hun få et komfortabelt hjem med et moderne køkken. Patricia elskede hjemlig hygge og at lave mad, som hun for øvrigt også var meget dygtig til. Desværre gjorde den måde vi levede på, at der som regel var mange måneder ja endog år imellem, at hun fik lejlighed til at dyrke sin kogekunst. Alene det tomrum ikke at have et hjem, den kendsgerning at hun på sin vis levede et ensomt liv, idet hun jo, grundet vor konstante rejse tilværelse, ingen mulighed havde for at være sammen med venner, har efter lægernes overbevisning i allerhøjeste grad været medvirkende til hendes senere sygdom. Disse forhold var derfor også grunden til at lægerne forlangte, hun efter 11 års konstant rejseliv skulle have et fast tilholdssted i form af et hjem. Aldrig ville det på dette tidspunkt være faldet mig ind, at de danske myndigheder ved mine forespørgsler, ville benytte sig af Patricias sygdom til under falske forudsætninger at lokke hende til Danmark, således at de kunne udplyndre os. Da det tidspunkt i 1993 kom, hvor den lejlighed jeg havde købt til Patricia skulle på tvangsauktion, gled jeg ind i en depression, hvor jeg over en periode på nogle uger var besat af en følelse af, at min tilværelse havde været totalt forspildt, og at jeg, samtidig med at Patricia mistede sin lejlighed, også selv mistede det sidste af, hvad mit livslange arbejde havde kunnet udrette. Da jeg efter min dom var blevet legalt separeret fra Patricia, var det udelukkende for at beskytte hende imod, at den lejlighed jeg havde købt til hende skulle kunne fratages hende.
For at jeg efter min dom kunne betale terminerne på Patricias lejlighed, blev det nødvendigt at sælge min livsforsikring, og det havde været en kamp, hvert år derefter at betale terminerne ud af indtægterne fra mit lille firma.
Det næste chok det danske skattevæsen havde beredt for mig, blev bragt til min erfaring mellem jul og nytår 1993. Jeg havde søgt mange forskellige stillinger, men intet firma syntes at have brug for en 62 årig pengeløs forhenværende direktør, og jeg var derfor blevet tvunget til at gå på dansk bistandshjælp. Ikke alene vidste skattevæsenet, at jeg grundet mit nervesammenbrud var gået konkurs i England, men de vidste også at Patricias lejlighed var blevet sat på tvangsauktion, Ikke desto mindre har skattevæsenet derefter undladt at gøre krav på kr. 27.182 som de senere hævdede jeg skyldte i ejendomsskat på lejligheden, og som skattevæsenet naturligvis burde have forlangt betalt ud af provenuet fra tvangs auktionen, i stedet begyndte skattevæsenet derefter uden varsel at fratrække dette beløbet fra min bistandshjælp.
Den 28 Februar 1994 havde jeg et møde med en sagsbehandler Jette Bülow ved Odense Kommune. Sagsbehandleren havde med medfølelse lyttet til min beretning, og så gav hun mig den oplysning jeg mindst af alt havde ventet:
"Bernt Sørensen du har kun ret til en procentdel af den normale danske folkepension, for du har ikke opholdt dig længe nok her i landet til fuld folkepension". Jeg var rystet, alt hvad jeg havde tjent og sparet hele livet var blevet betalt til Danmark, et beløb, som når man tager betalingstidspunktet og inflationen i betragtning, på det tidspunkt hun fortalte mig dette, tilsvarende en sum på over fem millioner kroner i danske penge. I de 30 år det havde taget mig at tjene disse penge, havde jeg selv måttet betale alle læge og medicins udgifter, samt alle andre ting danskere som medlemmer af det danske samfundet har ret til at få betalt.
Hvad dette betød er, at så længe der var tale om penge, der kunne tages fra mig, var jeg ifølge de danske domstole en dansker bosat i Danmark, men når man skulle have penge den anden vej, så var jeg en danskere, der ikke havde været i Danmark og som sådanne ingen ret har til folkepension. Forklar mig retfærdigheden heri, den som kan? ...
Heldigvis har jeg gennem mine mange års internationale arbejde fået venner over hele jorden, og blandt dem venner, som efter ovenanførte møde hjalp mig tilbage til en ny tilværelse i Australien.
FORTSÆTTELSE NÆSTE SIDE!