Nu fulgte en tid med utallige skriftlige henvendelser til forskellige danske ministre, i det håb at få en besked på, hvorledes jeg som udenlandsdansker pludselig var blevet skattepligtig til Danmark. Svarene jeg fik varierede fra to ord "ingen kommentar" til: "Da Østre Landsrets dom ikke kan ændres, er det mit håb, at De uanset dommen på ny kommer i gang med Deres virksomhed (Poul Schlütter)". Men en forklaring på, hvad det var for en kriminel handling, der havde gjort mig fortjent til den grusomme straf, den udeblev.
Endelig kort før julen 1991, fik jeg gennem Europakommissionens henvendelse til den danske skatteminister, Anders Fogh Rasmussens forklaringen på min dom, se afsnittet under "Skattevæsenet udsender breve med falske oplysninger". Medens jeg indtil da havde betragtet, hvad der var hændt mig, som en fejl begået af en eller flere danske myndighedspersoner, eller i værste fald, at det danske skattevæsen var løbet fra de løfter tidligere skatte funktionærer havde givet os, så var den erkendelse, at vi i virkeligheden var blevet lokket i en fælde af et * bedragerisk brev, mere end mine nerver kunne klare.
* Jeg er fra forskellig side blevet fortalt at brugen af ordet bedrageri i forbindelse med danske myndigheder er for stærkt et udtryk. Det fremgår imidlertid tydeligt fra skatteminister Fogh Rasmussens forklaring til Europakommissionen, at der er fuldstændig klare regler for skattepligt, hvis ens ægtefælle bor i Danmark, samt hvis man har bolig til rådighed i Danmark. Da det i Danmark er umuligt at beklæde så højtstående en stillinger, som rådgivere ved skattevæsenet og samtidig at være inkompetent, så er der kun den ene mulighed, at vi med fuldt overlæg er blevet givet falske oplysninger, med det formål, at bringe os i en situation, hvor man så senere har kunnet fratage os vore penge. Hvis der findes et andet og bedre dækkende udtryk end bedrageri for et sådanne forhold, så kender jeg det ikke.
Det følgende er et uddrag af min bog:
Da alle mine anstrengelser for at opnå retfærdighed gennem danske myndigheder havde vist sig at være forgæves, satte jeg mig i første del af 1990 i forbindelse med mit engelske parlamentsmedlem ved EF. Sir Jack Steward-Clark, medlem af det Europæiske Parlament for Sydøst England, og Sir Steward-Clark satte mig i forbindelse med formanden for komiteen for Europa-Parlamentets Klageråd. Efter klagerådets foreløbige undersøgelser, modtog jeg den 12 august 1990 et brev fra hr. Berthold Küster, direktør ved Europa-Parlamentets Klageråd med de glædelige oplysninger, at min klage ville blive forelagt komiteen for klagerådet.
Nu fulgte nogle måneder fulde af spænding, hvor jeg korresponderede med forskellige medlemmer af klagerådet, og endelig i et brev dateret 22. januar 1991 fra Vivian Reding, bestyrelsesformanden for klagerådsudvalget, blev jeg meddelt, at udvalget på et møde havde besluttet, at min klage var berettiget under Europa-Parlamentets regel 128. Denne meddelelse gjorde mig jublende glad, for nu følte jeg mig sikker på, at jeg endelig ville opnå retfærdighed, for hvad anden mulighed kunne der være, når jeg intet ulovligt har foretaget mig ... ?
Derefter fulgte et helt år, hvori Europaparlamentets Klageudvalg behandlede min sag, som derefter blev forelagt Europa Kommissionen og denne rejste spørgsmålet ved den danske skatteminister, Anders Fogh Rasmussen.
1990 og 1991 var meget anstrengende år, den engelske lavkonjunktur havde varet i næsten tre år, og for mit lille firma, som jeg havde startet uden penge i 1988, var hver dag en ny kamp for tilværelsen. De høje renter betød, at mine kunder ventede til sidste øjeblik med at betale deres regninger. De helt store firmaer var de værste, fordi de i rentepengene så en ekstra fortjeneste ved at holde fast ved deres penge længst muligt, og deres leverandører, af angst for at miste dem som kunder, ikke ønskede at sende dem til inkasso. Mange tusinde firmaer bukkede under og måtte lukke. Alene i 1991 blev således ikke mindre end 40.000 britiske firmaer tvunget til at lukke. Mine lån og den gæld hvori de danske myndigheder havde bragt mig gjorde, at jeg bogstavelig talt måtte arbejde både nat og dag for blot at betale renterne på mine lån. Ikke desto mindre var der flere lyspunkter, som holdt mig i gang. Jeg havde forandret mit firmas navn til "AMS Environment Technology", hvilket var et mere betegnende navn for mit firmas aktiviteter, og jeg havde indledt forhandlinger med de engelske vandværker vedrørende bygningen af dansk fabrikerede renseanlæg for spildevand, de såkaldte "Reject Water Plants" (Watergroup A/S i Birkerød). I november 1991 tydede alt på, at jeg ville blive i stand til at afslutte de første kontrakter i løbet af foråret eller sommeren 1992.
Det var også lykkedes mig at få det første DAN-LEAK elektroniske overvågningssystem af vand installationer (DAN Control Engineering A/S i Odense) installeret i en bygning tilhørende "The National Trust", og jeg var blevet stillet meget store ordre i udsigt. Desuden følte jeg mig 100% sikker på et positivt resultat af Europakommissionens indblanding i min sag mod de danske myndigheder.
Europakommissionens svar af den 11. september 1991 blev tilsendt mig af formanden for Europa-Parlamentets Klageret den 4.12.1991, og da jeg kort før jul læste at:
"Europa.Kommissionen, under de nuværende love, ingen jurisdiktion har over medlem staterne med hensyn til deres lovgivning vedrørende beskatningen af nationale personer", og jeg samtidig ud fra Anders Fogh Rasmussens svar til kommissionen erfarede, at de danske myndigheder i virkeligheden havde lokket Patricia til Danmark under falske forudsætninger, led jeg et alvorligt nervesammenbrud, hvilket ikke blot var forårsaget af den erkendelse, at jeg 31 år tidligere, da jeg i 1960 af de australske myndigheder blev tilbudt australsk statsborgerskab, selv havde muliggjort de danske myndigheders overgreb imod mig, ved at jeg dengang, på grund af min ungdoms naivitet og nationale stolthed, havde nægtet at opgive min danske nationalitet. ... Hovedårsagen til mit nervesammenbrud var imidlertid, at jeg, indtil modtagelsen af Europa-kommissionens svar, blot havde troet, grunden til min ulykke var den, at de danske myndigheder var løbet fra deres løfter og aftaler. Med andre ord, hvad der gjorde mig syg, var chokket jeg fik, da jeg ved at læse den danske skatteministres svar til Europakommissionen erfarede, at brevet fra Odense skattevæsen samt oplysningerne givet min revisor af Statens ligningsdirektorat begge er BEDRAGERISKE !
Jeg tumlede rundt i min lejlighed og stødte imod møblerne, jeg faldt og mine briller gled ned og knustes mod gulvet. Det eneste jeg med klarhed vidste var, at jeg ikke længere kunne tænke klart. Jeg lagde mig på min seng, og der tilbragte jeg flere dage med blot at stirre op i loftet, jeg hørte ofte telefonen ringe, men jeg svarede den ikke. En af mine venner, en komponist og skuespilsforfatter Bernhard Taylor, ringede på min dør, han ville have jeg skulle besøge ham i julen, men jeg undslog mig, idet jeg vidste min tilstedeværelse, grundet min nedtrykte sindstilstand, ville få en yderst negativ indflydelse på min vens og hans families juleglæde, jeg tilbragte derfor julen alene, og uden alt hvad der normalt høre julen til.
Min nytårsmad bestod af en kogt kylling og en hastigt omrørt karrysovs, dagen efter så jeg blod i min afføring og dette fortsatte med regulære mellemrum i ugerne der fulgte. Jeg overbeviste mig selv om, at blodet kom fra colon sigmoidei, hvilket i de fleste tilfælde indicere en carcinom (malign tumor), men jeg gjorde intet for at få min mistanke afkræftet eller bekræftet. Pludselig en dag stod min ven Hamilton Leck i min lejlighed, han fortalte mig, at han havde forsøgt at ringe mig op, men telefonen blev aldrig svaret, og han var derfor rejst fra Welford-on-Avon for at finde ud af hvorfor. Jeg forsøgte at fortælle Hamilton, hvad der var hændt mig, men jeg kunne intet fortælle ham, fordi når jeg forsøgte, begyndte jeg at ryste over hele kroppen, Hammilton klappede mig på skulderen og så havde jeg det lidt bedr
Det var blevet umuligt for mig at passe mine forretningsmæssige pligter. og det er i dag en komplet gåde for mig, hvorledes det gik til, det eneste jeg ved er, at det var sent på dagen tirsdag den 18. februar 1992, tre uger før min 61 årige fødselsdag, at jeg pludselig stod på det berygtede selvmordssted for enden af klippen kaldet "Beachy Head" ved Eastbourne. Det blæste en hård kuling og vinden var isnende kold. Selv om det var bælgmørkt kunne jeg langt under mig se havets hvide brænding, hvor de stormpiskede bølger blev knust mod de store klippeblokke, som havet gennem årene havde bragt ned fra klippen.
Jeg havde om morgenen den samme dag modtaget en trussel fra mit byggefinansierings-institut "The Woolsly Building Society" at såfremt jeg ikke betalte min restance inden 10 dage, ville jeg blive sat på gaden.
En lignende trussel havde jeg fået fredagen før fra bankbestyreren ved mit firmas bank "National Westminster Bank", men da jeg ikke havde været i min forretning siden jeg onsdag den 11. december havde modtaget Europa Kommissionens svar og dermed fik nervesammenbruddet, havde jeg ingen mulighed for at betale nogen af delene. Jeg havde givet op, og for øvrigt havde jeg ikke den nødvendige styrke til at møde op i en britisk retssal og blive dadlet for den skam, det var, ikke at kunne betale mine kreditorer, en situation, som uden egen skyld, de uærlige danske bureaukrater havde bragt mig i. Jeg stod i mørket cirka en halv meter fra kanten af klippen og overvejede, om jeg skulle tage et ekstra skridt, hvilket ville være en hurtig og nem løsning på alle mine problemer. Medens jeg stod og tænkt på, hvad jeg havde i sinde, kom jeg også til at tænke på Dagbladet Børsens interview med fabrikant Peter Damgaard, og dennes udtalelse, at han kendte eksempler på ofre, der havde hængt sig, skudt sig, taget piller eller blot er gået fra forstanden.
Da jeg læste artiklen i Dagbladet Børsen, havde jeg værget mig ved at tro det, men nu stod jeg jo selv og var i begreb med at afslutte det hele, jo det måtte være sandt, men skulle jeg gøre mig selv til endnu et tilfælde, hvor de danske myndigheder indirekte fik held til at tage livet af endnu et uskyldigt menneske. Jeg kom til at tænke på den sidste tale, Winston Churchill havde holdt før sin død, det var på et af Englands universiteter, jeg havde glemt hvilket, men jeg huskede talen.
De studerende var mødt op i universitetets auditorium for at hører Winstons tale, sikkert en af de korteste taler Winston Churchill nogensinde havde holdt.
Churchill havde sagt:
"Jeg agter nu at give jer det aller bedste råd jeg kender", derefter gik han ned ad midtergangen mellem de studerendes rækker, medens han henvendt til de studerende, der sad til venstre for sig, og sagde:
"Aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig" og da han kom til den sidste række studenter for enden af universitetets auditorium, sluttede han med at sige "giv op".
Derefter spadserede Churchill tilbage fra den bagerste del af salen, og foretog turen ned af midtergangen en gang til, denne gang så han ind i ansigterne på de studerende til højre for midtergangen, medens han fortsatte: "Aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig", og igen afsluttede han ved den sidste række med at sige "giv op".
Det var begyndt at regne, og blæsten fik regndråberne til at føles som hundredvis af nålestik mod ansigtet, min beslutning var taget, jeg ville kæmpe videre. I toget tilbage mod Bexhill blev min plan lagt.
Den følgende morgen, onsdag den 19. februar var jeg tidligt oppe, jeg skrev et brev til samtlige mine kreditorer, hvori jeg i korthed forklarede min situation, samt hvorledes dette var hændt mig. Jeg meddelte at jeg overlod min lejlighed, møbler og alle ejendele til mine kreditorer, men at disse desværre var utilstrækkelig til at dække min gæld, og jeg sluttede mit brev med at skrive:
"I dette øjeblik er jeg nødlidende, men hvis jeg nogensinde bliver rask nok til at arbejde igen, er jeg fast besluttet på at betale den gæld, hvori de danske myndigheder med bedrageriske oplysninger og løgnagtige påstande har bragt mig".
Nu var spørgsmålet så, hvor skulle jeg flygte hen, jeg ejede intet, ikke engang en seng at sove i! Jeg havde 3 brødre i Danmark, som jeg vidste ville hjælpe mig, men som jeg ikke ønskede at ligge til byrde. Ikke desto mindre rejste jeg til Danmark, idet jeg følte, at de danske myndigheder, efter at de havde frataget mig alt, hvad jeg havde tjent og sammensparet hele livet, også måtte være moralsk forpligtiget til i det mindste at holde mig i live. Jeg blev klogere!! ...
FORTSÆTTELSE NÆSTE SIDE!