Til min overraskelse fandt jeg over de næste fire en halv måned ud af, at alle forsøg på at få
kopier af min sags dokumenter blev nægtet mig af anklagemyndigheden, af en eller anden
mærkværdig grund, blev både min forsvarers og mine egne skriftlige henvendelser tilbagevist,
uden at jeg fik en forklaring på, hvorfor jeg ikke måtte få indsigt i min sag. Til sidst havde jeg
ingen anden udvej end at søge Landsretten om tilladelse til at studere min sags akter,
Nedenstående er en afskrift af min henvendelse til Østre Landsret:
Justitssekretæren ved Østre Landsret
Bredgade 59
1260 København K
Deres reference: Ø.L. Jr. 75-22/1985
Vedr.: Afslag på begæring om at få meddelt genparter af akter, pådømt den
13. juni 1985 af Østre Landsrets 2. afdeling (sag nr. 478/1985)
Jeg bekræfter modtagelsen af ovenanførte skrivelse dateret den 4. oktober 1985, og ønsker
hermed at anke justitssekretærens afgørelse.
Medens jeg ikke kender rettens grund til at nægte mig sagens akter, vil jeg gerne
anskueliggøre, hvorfor det er vigtigt for mig, at min begæring bliver bevilliget.
Jeg er blevet dømt og straffet for, hvad dommeren ved Odense Byret betegnede som grov,
omhyggelig og veltilrettelagt skattesvig. Jeg stiller mig imidlertid uforstående overfor,
hvordan jeg har båret mig ad med at begå skattesvig, når jeg end ikke har vidst, at jeg har
været skattepligtig til Danmark.
Baggrunden for mit ovenanførte ønske er baseret på mit håb, at jeg ved at studere sagens
akter kan finde ud af, hvordan og hvornår jeg i uvidenhed kan have begået "veltilrettelagt"
groft skattesvig.
Hvis formålet med at straffe mig er, at forebygge mod gentagelsen af en ulovlighed jeg har
begået, må det være en forudsætning, at jeg finder ud af, hvori min forbrydelse består, og
hvordan jeg har begået den.
Jeg forventer at den høje ret, efter at have læst ovenanførte, vil se det meget væsentlige i, at
min begæring bliver mig indrømmet.
Med venlig hilsen
Bernt C. Sorensen
Ifølge den vejledning, der bliver sendt til personer, som ønsker at klage til Menneskerettig-
hedskommissionen, er det fremhævet med understregning, at man kun har seks måneder fra den
højeste kompetente domstols kendelse, til at ansøge kommissionen, og det er i samme tryksag tydeligt
anført, at det i ansøgningen ikke er tilstrækkeligt, at opgive de forskellige domstoles beslutninger, men
man skal til sit brev hæfte originalen, eller en kopi af selve domstolenes kendelser.
Det er ydermere påpeget, at i overensstemmelse med Artikel 26, er Menneskerettighedsdomstolen ude
af stand til at behandle en klage efter Seks måneders fristen er udløbet.
Det bør derfor i denne forbindelse bemærkes, at mine mange ansøgninger til anklagemyndigheden
om udlevering af min sags akter blev mig nægtet, og det uden at jeg fik en grund til afslaget.
Derfor til sidst min ansøgning til justitssekretæren ved Østre Landsret om en kendelse,
hvilket blev mig bevilliget, og der faldt dom i sagen den 9. december kun fire dage før
klagefristen udløb. Fra Landsrettens kendelse 388/1985, som jeg har i behold, fremgår det, at
anklagemyndighedens begrundelse for at afslå udleveringen af de akter, jeg havde søgt om
siden min dom, var den, at jeg, efter anklagemyndighedens mening:
"IKKE HAR FORNØDEN RETLIG INTERESSE HERI"
Anklagemyndigheden opgav imidlertid ikke nogen sandsynlig grund, hvorfor den ikke mente
jeg skulle være legal interesseret i min egen retssag, eller hvem anklagemyndigheden mente
kunne have større retlig interesse i min sag end jeg ... !
(Landsretten gav mig medhold i, at sagens akter kunne udleveres mig, hvorefter anklagemyndigheden,
til trods for Østre Landsrets kendelse, vedblev med at tilbageholde de nødvendige dokumenter i
yderligere 6 uger, indtil den lovformelige begrænsning af tidsfristen for en klage til
Menneskerettighedskommissionen var udløbet. Det var således først da jeg den 8. januar sendte statsadvokaten et
anbefalet brev med krav om, at Landsrettens dom om udlevering blev taget til følge, at sagens akter
blev tilsendt mig.)
Ovenanførte beviser, hvorledes en offentlig myndighed, ved at forhale udlevering af
dokumenter, kan underminere grundlaget for overhovedet at have en Menneskerettighedsdomstol, idet dette jo i mit tilfælde foreligger som et faktum, der er bevist af henholdsvis
Østre Landsrets kendelse, samt postvæsenets kvittering på mit anbefalede brev.
Ved min omhyggelige gennemlæsning af sags akter, blev det mig desuden klart, at den eneste mulige
forklaring på min dom måtte være den, at jeg til trods for min emigration knap 30 år tidligere, af de
danske myndigheder stadig blev betragtet som en dansker bosat i Danmark, og det til trods for, at
ethvert forsøg fra anklagemyndighedens side, på at bevise jeg var indflyttet i Danmark, var slået fejl.
Jeg var blevet dømt under danske love, der gælder for danskere der bor i Danmark, men intet sted i
sagens akter forelå der en forklaring på, hvorledes jeg efter 30 år i udlandet pludselig var blevet
indenlandsk dansker. ...
FORTSÆTTELSE NÆSTE SIDE!