1. Hvis du lever dit liv borte fra Danmark, skift statsborgerskab i dit ny land.
Jeg blev i 1960, 4 år efter min immigration i Australien, af de australske myndigheder tilbudt australsk statsborgerskab. Opdraget af forældre besat af en stærk national stolthed og kærlighed til Danmark, sagde jeg nej til tilbudet. I dag må jeg desværre med sorg bekende, at mit NEJ til at blive australier for 37 år siden, er den frygteligste fejl jeg nogensinde har begået. Jeg har måttet erkende, at så længe man er dansker, vil man af de danske myndigheder blive betragtet, som en slags national ejendom, myndighederne uden nogen påviselig grund kan sætte i fængsel, og gøre med hvad de vil.
2. Undgå at opbevare værdipapirer og finansielle oplysninger i Danmark
Den 28. august 1975 blev jeg under et ophold i Thailand angrebet af en mand, som udgav sig for at være en taxi chauffør, og som jeg ved en fejltagelse havde hyret. Manden, som åbenbart var ude på at udplyndre mig, slog mig med et dækjern på højre side af mit hoved, slaget var så voldsomt, at var jeg ikke sprunget ind på livet af ham, kunne det have været dødeligt, i stedet ødelagde det synscellerne på højre side af mit højre øje, en skade som er uoprettelig.
Blot 10 måneder senere, medens jeg arbejdede i Indonesien, pådrog jeg mig et alvorligt angreb af entamoebiasis (amøbe dysenteri), der ligeledes kunne have kostet mig livet. Som følge heraf, og med tanker om hvorledes Patricia skulle klare sig i tilfælde af, der skulle hænde mig noget alvorligt, udarbejdede jeg en fuldstændig liste over vor samlede ejendom, som jeg under mit følgende besøg i Danmark anbragte i en bankbox, jeg lejede ved Handelsbanken i Odense, hvorefter jeg gav Patricia en nøgle til boxen. Efter min anholdelse forlangte politiet min nøgle til bankboxen sammen med en autorisation til at undersøge indholdet. Anklagemyndigheden vidste dermed nøjagtigt, hvad vi ejede. Et kendskab der resulterede i en dom som fratog os al ejendom lige til sidste øre. Bortset fra jeg intet ulovligt havde foretaget mig, så viser kendsgerningerne at forbrydelsen, hvad anklagemyndigheden end kunne finde på denne måtte være, er tilpasset straffen, og ikke omvendt som man normalt skulle kunne forvente, at straffen er udmålt efter forbrydelsen. Enhver vil give mig ret i, at en straf der fratager en alt, hvad man har kunnet sammenspare ved at arbejde over 70 timer om ugen i 30 år (100% skat), er så streng en straf, at den intet kan have med skat at gøre, for i virkeligheden er der jo så tale om 30 års strafarbejde, at straffen er med tilbagevirkende kraft, gør ikke straffen mindre.
3. Undgå at have konti ved danske banker
Konti ved danske banker vil af anklageren i retten blive fremført som et bevis i dennes bestræbelser for at placere CENTRUMMET FOR DINE LIVSINTERESSER i Danmark. Hvis du har løbende betalinger i Danmark, i hvert enkelt tilfælde send pengene fra din bank i udlandet.
4. Forsikre ikke dit liv eller noget andet ved danske forsikringsselskaber.
Brugen af danske forsikringsselskaber betyder ifølge anklagemyndigheden, at du i aller højeste grad har tilknytning til Danmark, og det beviser, at det er i Danmark dine livsinteresser ligger. En af mine nu afdøde brødre, var assurandør ved forsikringsselskabet "CODAN" i Danmark, og hvad der er naturligt, havde jeg tegnet nogle forsikringer hos ham, samtidig havde jeg forsikringer ved Lloyd's of London, og ved New Hampshire Insurance Company i USA, men ifølge anklageren var det udelukkende de danske forsikringer der beviste, hvor mine livsinteresser var placeret.
5. Hvis du som udenlandsdansker arbejder med salg af danske varer, eller du bestræber dig for at få et agentur for danske produkter, så er du helt bestemt i farezonen.
Hvis du arbejder i udlandet med salg af danske varer, og du bliver anholdt under et besøg i Danmark, vil anklagemyndigheden under retsforhandlingerne fremføre følgende, hvilket jeg har forstået er nævnt i loven:
"Ved afgørelse af spørgsmål om ophold her i landet, lægges der vægt på karakteren af opholdet, herunder om der er tale om feriemæssige ophold eller der også er erhvervsmæssige aktiviteter under opholdet".
Dette vil for en udenlandsdansker lyde helt i orden, indtil anklagemyndigheden under retssagen, som i mit tilfælde, fremføre følgende: "Anklagede har adskillige kontrakter og kontakter med danske firmaer i forsøg på salg af varer".
Anklagemyndigheden vil ikke nævne, at omtalte kontrakter og kontakter udelukkende er baseret på salg i udlandet, med andre ord at der er tale om dansk eksport. Ovenanførte tekster i gåseøjne, er nøjagtige afskrifter fra henholdsvis side 23 og side 26 af EXTRACT C - skattevæsenet m.fl. - undersøgelser fremlagt af anklagemyndigheden for dommere og domsmænd i både by- og landsretten.
6. Opgiv aldrig nogen adresse i Danmark, hvorpå du kan modtage post.
Hvis du som jeg, når du er på rejse, er vant til fra dit kontor at få tilsendt konvolutter med firmapost til dig på dine hoteladresser, eller hvor du ellers befinder dig, sørg for at dette ikke sker medens du besøger Danmark, idet anklagemyndigheden i så tilfælde vil meddele retten, at du driver forretning fra Danmark.
7. Bring ikke din bil med dig til Danmark.
Hvis politiet ser at en dansker køre i en udenlandsk registreret bil, er han øjeblikkelig i farezonen. Det var min engelsk registrerede bil, der først påkaldte sig politiets opmærksomhed og som blev indledningen til min sag.
Skat er ikke en påtvunget velgørenhedsgave. Skat er betalingen for de ydelser det samfund, hvori man lever, byder en, så om sanitet, sygepleje, uddannelse og andre sociale goder. Når man har forladt Danmark og dermed har mistet den tryghed og de goder borgerne i det danske samfund nyder godt af, skal man selvfølgelig heller ikke vedblive med at betale derfor. Desværre har den behandling, de danske myndigheder har udsat mig for, lært mig, at de danske myndigheder er af den opfattelse, at min danske fødselsattest er en slags slavebrev, der betyder, at jeg ejes af de danske samfund og som sådanne skal betale skat til Danmark hele livet, og det uanset hvor i verden jeg trækker vejret.
Grundet min overbevisning, at jeg efter min emigration ikke skylder Danmark noget, gjorde at jeg i Østre Landsret gav udtryk for, hvad der er min faste overbevisning, at jeg aldrig har været Danmark til byrde, det eneste statsadvokat Birgitte Vestberg i den anledning kunne finde på at fortælle retten var, at jeg havde slidt på de danske veje, og denne udtalelse har været årsagen til, at jeg har foretaget nogle interessante kalkulationer. Idet min bil praktisk talt udelukkende blev benyttet i mit arbejdes medføre, betalte mit engelske firma naturligvis min benzin. Jeg har derfor gennem mine ugentlige regnskaber til mit firma en nøjagtig liste over de penge der er blevet investeret i benzin, samt hvor benzinen er blevet købt. Ligeledes er beløbene af samme grund blevet omregnet til engelske pund, til de til enhver tid gældende kurser. Pengemæssigt er kun lidt over 7% af de samlede benzin køb blevet foretaget i Danmark, og tager man den kendsgerning i betragtning, at Danmark i de pågældende år var et af de dyreste lande at købe benzin i, vil jeg tro, at Danmark kilometermæssigt kun tegner sig for ca. 5% af den samlede tilbagelagte vejstrækning. Desuden beviser mine rapporter og regnskaber til mit firma, at jeg gennemsnitligt arbejdede ca. 7 måneder uden for Europa, hvor jeg aldrig havde min bil med, for hver 2 - 3 måneder jeg arbejdede i Europa, d.v.s. fordeler man benzin forbruget ligeligt over det maksimale uger, svare dette til, at jeg årligt har tilbragt kun ca. 3 uger i Danmark. Da anklageren hævdede, at min bil burde have været indregistreret i Danmark, ville det derfor være rigtigt at foreslå, at hvis bilens brug skulle være udslagsgivende, så burde den have været registreret i enten Østrig, Italien Holland eller Tyskland, alle fire lande, hvor jeg har slidt langt mere på vejene end i Danmark. Jeg vil overlade det til læserne at bedømme, hvorvidt brugen af min bil i Danmark er et retfærdigt grundlag for min dom, desuden bør man tage med i sin betragtning at anlægningen og vedligeholdelse af vejene i Danmark bliver betalt som en del af benzin prisen.
8. Referere aldrig til Danmark som "HJEM".
Efter min anholdelse opsøgte politiet og fuldmægtig ved statsskattedirektoratet Philipsen-Lotinga min kone, som for bedre at anskueliggøre, hvor lidt jeg var i Danmark, fremviste Patricia de mange breve, jeg havde sendt hende fra lande over hele jorden. Ved synet af poserne med brevene meddelte politiet og Philipsen-Lotinga Patricia, at hun kunne hjælpe mig ved at give dem sine breve, idet de forklarede, at frimærkerne og stemplerne på konvolutterne beviste dage, jeg ikke kan have været i Danmark, samtidig fortalte de hende, at da datoerne var det eneste der interesserede dem, ville selve indholdet af brevene ikke blive læst, og på dette grundlag gav Patricia dem sine breve.
Fem måneder efter mit sidste besøg, havde jeg i et brev fra Zimbabwe skrevet: "I am looking forward to getting home to you". Ifølge anklagemyndigheden betød min brug af ordet "home" en indrømmelse, at jeg skulle havde bosat mig i Danmark. Mit private brev til min kone blev således, til trods for myndighedernes løfte, læst op i retten, kopieret og indsat i retsbogen EKSTRAKT D. At myndighederne havde lokket de omtalte breve fra Patricia under den falske forudsætning, at hun dermed kunne hjælpe mig, og at myndighedernes efterfølgende misbrug af min private korrespondance strider imod Menneskerettighedernes Artikel 8: "Enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv, sit hjem og korrespondance", var for anklagemyndigheden og dommerne åbenbart komplet ligegyldigt. Desuden var de samme dommere og domsmænd åbenbart uvidende om, at ordet fædreland på engelsk foruden "native country" også kan oversættes med "homeland".
Efter at jeg i landsretten var blevet frikendt for de anklager, der var blevet rejst imod mig i byretten, var jeg alligevel skyldig, sagde dommeren, fordi jeg var vidende om, min selvangivelse hvert år af min revisor var blevet indsendt, som begrænset skattepligtig, hvilket jo var en helt ny grund til min dom, en grund som først blev fremført ved selve domsafsigelsen, og som jeg selvsagt derfor igen var forhindret i at forsvare mig imod. Dermed var hele processen imod mig med et slag blevet til en fuldstændig farce, et paradox som overgår selv Franz Kafkas vildeste fantasier, et fuldstændigt vanvittigt grundlag for en dom, når man tager i betragtning, at jeg dermed samtidig var blevet forhindret i at indkalde og få afhørt den kontorchef Munk Pedersen ved Statens Ligningsdirektorat, som gennem min statsautoriserede revisor havde oplyst mig om, at jeg ville forblive begrænset skattepligtig, hvis jeg overholdt den regel, han samtidig gav mig, vedrørende det antal dage jeg kunne besøge Danmark, og som jeg vitterligt havde overholdt. Hermed må det være soleklart for enhver, at et forsøg på at vinde min sag, havde fra begyndelsen været lige så håbløs, som at om-ordne liggestolene på dækket af Titanic. Kendsgerningen er, at jeg var i virkeligheden allerede blevet dømt, den dag jeg blev anholdt.
Da jeg efter landsrettens dom sad tilbage med stumperne af min ødelagte tilværelse, kunne jeg inderst inde stadig ikke komme over ens med den tanke, at dommen ikke kunne laves om. Jeg var overbevist om, at der måtte foreligge en misforståelse, og jeg forestilte mig, at en eller anden højt stående person inden for enten det danske retsvæsen, eller også inden for skattevæsenet muligvis i uvidenhed havde begået en fejl, og hvis jeg blot kunne finde ud af, hvori den fejl bestod, så ville jeg blive renset for den kriminelle handling, hvori den end bestod, men som jeg vidste jeg aldrig havde begået. For at finde ud af hvori fejlen bestod, måtte det første skridt være, at finde ud af nøjagtigt, hvordan og hvornår jeg skulle have begået den kriminelle handling, som fik de danske myndigheder til at tro, jeg var skyldig i skattesvig. Det var derfor først og fremmest nødvendig for mig at studere alle min sags akter, idet jeg naturligvis regnede med at svaret ville findes deri.
Modsat hvad de fleste danskere tror, er det i danske retssale ikke anklageren, der skal bevise den anklagede skyldig, men derimod den anklagede der skal bevise, at han eller hun ikke erskyldig.
Hvis du bliver ofre for et overgreb fra de danske myndigheders side, betyder dette at du på et tidspunkt skal kunne forsvare dig i retten. Jeg har i det foregående fortalt, hvad der er hændt mig, og samtidig forsøgt at give dig nogle råd. Det følgende er vigtigt:
Den Offentlige Anklager vil for at få dig dømt skyldig især benytte sig af to våben:
1. "Centrum For Livsinteresser" I forbindelse hermed vil anklagemyndigheden bestræbe sig for, at få det til at se ud som om, den anklagedes tilknytning til Danmark er større end den i virkeligheden er.
2. "Menneskelig misundelse" Her vil anklagemyndigheden anvende alle tænkelige tricks for at misundelig gøre domsmændene m.h.t. den anklagedes levevis og ejendom.
I forbindelse med ovenstående, vil anklageren under selve retsforhandlingerne fremkomme med en række påstande, som ikke nødvendigvis alle er nævnt i anklageskriftet, påstande en eller anden person der arbejder for anklagemyndigheden simpelthen har suget ud af tommelfingeren.
Prøv før retsforhandlingerne at forestil dig hvilke usandheder anklageren kan finde på at fremkomme med, og bring modbeviser med i retten.
FORTSÆTTELSE NÆSTE SIDE!