Når du anker din dom til landsretten, må du gøre dig klart, at hvad du ønsker at fremføre til dit forsvar og som du giver din forsvarer skriftligt, vil blive overdraget anklagemyndigheden før din sag bliver behandlet i landsretten, dermed har anklageren rig lejlighed til at forberede sig på de punkter, du ønsker retten skal vurdere til dit forsvar. Derimod vil du ikke fra anklageren modtage nogen som helst information om, hvorledes anklageren vil planlægge sit angreb på dig, heller ikke vil du før retsforhandlingerne se kopier af det materiale anklageren vil fremlægge for dommere og domsmænd under sagen.
Hvad både jeg og alle andre, jeg har talt med derom, finder højest udemokratisk er, at det kolossale arbejde jeg efter byretsdommen lagde i at modbevise hvert enkelt punkt, anklageren i Odense Byret havde fremført imod mig, et arbejde der fyldte to tykke ringbind med kvitteringer og breve, samt oversættelser til dansk med mine kommentarer, efter jeg havde afleveret dem til min forsvarer, uden jeg vidste noget derom, blev videregivet til anklagemyndigheden. Da jeg senere erfarede, hvad der var sket, forstod jeg på min forsvarer, at dette var påkrævet under dansk lov. En australsk ven, da jeg fortalte ham derom, gav mig efter min mening en glimrende sammenligning:
"Det svare til, om en af parterne i en bokse kamp for hvert stød skulle fortælle modparten, hvor han har til hensigt at ramme ham, hvor imod den anden bokser kan bokse løs uden at give den første bokser den mindste hjælp til at afværge slagene, enhver vil kunne forudsige, hvem sejrherren i en sådanne kamp vil være".
I mit tilfælde er det en kendsgerning at endog efter dommen ved landsretten, blev jeg stadig nægtet indsigt i min sags akter, og som bevist af Østre Landsrets Dombog 2. afd. nr. 388/1985, fik anklagemyndigheden endog Landsrettens tilladelse til i al fremtid at nægte mig indsigt i vigtige dokumenter, der blev anvendt i sagen mod mig, selv i dag ved jeg derfor ikke hvad disse dokumenter indeholder, og det til trods for at samme dokumenter, efter dommere og domsmænd har set dem, utvivlsomt har medvirket til at få mig dømt. Hemmeligholdelsen af de omtalte dokumenter svare helt og holdent til samme myndigheds hemmeligholdelse af grunden til min dom, d.v.s. hvordan og hvornår jeg har begået en forbrydelse, der kræver så hård en straf , at den fuldstændig har ødelagt mit liv og fremtid.
Et andet tilfælde der i ovennævnte forbindelse bør nævnes er, at da jeg efter Odense Byrets dom ved en tilfældighed fandt en konvolut med udenlands kvitteringer, som under ransagningen af Patricias hjem på mystisk vis var blevet skjult i en krog bag nogle store tykke bøger i bogskabet, åbenbart for at forhindre dem i at blive talt med blandt dagene, jeg havde været borte fra Danmark, blev dette af min forsvarer fremført i landsretten, men desværre uden at han fulgte det op med at sætte spørgsmål ved, hvor mange andre udenlandskvitteringer der evt. kan være blevet skjult eller endog destrueret, før optællingen af dagene. Anklageren Birgitte Vestberg, der allerede længe før sagen skulle høres i landsretten havde læst om de fundne kvitteringer i materialet jeg havde forberedt til min forsvarer i landsretten, havde derfor haft rig lejlighed til at forberede sig på spørgsmålet vedr. de skjulte kvitteringer, og hun drejede med stor dygtighed dette "plus" for udfaldet af min sag om til et minus, simpelthen ved at bruge dette til at indgyde domsmændene yderligere misundelse. Uden at give domsmændene lejlighed til at gennemtænke det forbryderiske i, at en eller anden der ønskede mig dømt, under ransagningen havde skjult så vigtige dokumenter til mit forsvar, førte anklageren lyn hurtigt domsmændenes opmærksomhed hen på den kendsgerning, at de fundne kvitteringer stammede fra Grækenland, og samtidig foregav anklageren, uden det mindste bevis for sin påstand, at det var kvitteringer for indkøb under en ferie i Grækenland, dermed havde anklagemyndigheden med succes drejet de fundne kvitteringer hen i misundelsens hjørne. Da jeg længe efter Landsrettens dom fik mine papirer tilbage, beviste korrespondance, som jeg havde udvekslet med min forretningsforbindelse "Technical Marine Enterprises Ltd." i Piræus, og af anklagemyndigheden afmærket med nr. 130028, at samtidig med anklageren Birgitte Vestberg påstod, der var tale om en ferie, havde anklagemyndigheden hele tiden været fuldt ud vidende om, at kvitteringerne i virkeligheden stammede fra en travl forretningsrejse med en masse forretningsmøder, ydermere vidste anklagemyndigheden også, at jeg havde været borte fra Danmark i de nævnte dage, uden at disse var blevet afmærket på politiets kalender.
Ovenanførte er bevist af Ekstrakt E, plus brev jeg sendte til Mr. Leon Yannissis, Managing Director ved Technical Marine Enterprises Ltd. den 18 oktober 1982, og som anklagemyndigheden efter at have fundet og læst afmærkede med nr. 130038, dertil kom brev fra Yannisis af 4. juni 1985, som jeg sørgede for at få efter byretsdommen, så jeg kunne præsentere dette for anklagemyndigheden i Landsretten, idet jeg allerede ved Byretten havde lært, hvorledes anklageren benyttede enhver chance til at skabe mest mulig misundelse hos domsmændene, også hvis dette nødvendiggjorde en forløgnelse af kendsgerningerne. Desværre viste det sig, at da tiden var moden dertil, og jeg under landsrettens behandling af min sag ville give min forsvarer brevet, tog han det ikke, og dermed var tiden dertil forpasset.
At min sags akter blev tilbageholdt indtil længe efter Landsretettens dom, er bl. a. bevist af Østre Landsrets Dombog, 2. afd. nr. 388/1985, samme dombogsudskrift beviser også at Anklagemyndigheden, i strid med Menneskerettighedskonventionens Artikel 6, 3 (d), havde anvendt et eller flere anonyme vidner imod mig.
FORTSÆTTELSE NÆSTE SIDE!