I dagbladet "Børsen" den 1. september 1987. kunne man læse en artikel under overskriften: "Domme skaber usikkerhed om ophør af skattepligt. Udenlandsdanskere føler sig som fredløst vildt". I den nævnte artikel udtaler daværende skatteminister Isi Foighel bl.a.: "Når de objektive minimumskrav om flytning til udlandet er opfyldt, kan andre og mere subjektive forhold spille ind. Som f. eks. den totale vurdering af, om den nationale tilknytning fortsat er stærkest til Danmark". ... Hvad Isi Foighel henviser til, er det, anklagemyndigheden kalder "CENTRUM FOR LIVSINTERESSER:, og med de metoder anklagemyndigheden i denne forbindelse anvender, er det en opfindelse, hvormed anklagemyndigheden vil være i stand til, uden for lovens paragraffer, at få praktisk talt alle udenlandsdanskere dømt skyldig i skatteundragelse. Den anvendte metode er følgende:
Domsmænd modtagelig for menneskelig misundelse bliver indkaldt, og et anklageskrift, hvormed dommere og domsmænd kan påvirkes, bliver sammensat af en embedsmand, der er i besiddelse af en særlig udpræget levende fantasi, og som derefter bringes i anvendelse af anklagemyndigheden, således at denne kan fremfør et antal falske påstande, hvilke ofte et enkelt telefonopkald i virkeligheden er tilstrækkelig til at afkræfte, og der er derfor fra anklagemyndighedens side tale om bevidst løgn, som den arme anklagede fra sin isolationscelle er forhindret i at forsvare sig imod, især da materialet ikke bliver udleveret ham tidligere end nogle få dage før selve retsforhandlingerne. I mit tilfælde blev dommere og domsmænd f. eks. af anklageren fortalt, at jeg var medlem af Fortsættelsessygekassen Danmark, hvilket ikke kan have været en mindre overraskelse for den omtalte sygekasse, end det var for mig, idet jeg kun husker som dreng, at jeg sammen med mine forældre var medlem af en sygekasse ved navn "Sygekassen af 1857" eller noget lignende, derudover har jeg aldrig været medlem af nogen dansk sygekasse. Min overraskelse blev ikke mindre, da jeg under selve retsforhandlingerne måtte lytte til, hvorledes anklageren fortalte retten den ene usandhed efter den anden, uden at dommeren bad anklageren føre bevis for sine påstande. Retten blev f. eks. af anklageren fortalt, at jeg var stamkunde (fast kunde) i danske forretninger, hvor jeg beviseligt blot havde handlet en enkelt gang. Mine kreditselskaber i udlandet skulle ifølge anklageren sende kontoudtog til Danmark, medens sandheden er den, at de omtalte kreditselskaber, hverken aner at jeg er dansker, eller at der fandtes en dansk adresse, hvorigennem post kunne blive fremsendt til mig. Der er derfor tale om det rene hjerneopspind, som intet har med sandheden at gøre. Samtlige de nævnte usandheder blev efter min dom, men før sagens behandling i Landsretten skriftligt dementeret af de forskellige kreditselskaber, klubber, firmaer og Fortsættelsessygekassen Danmark, og kopier blev fremsendt til anklagemyndigheden. Mærkværdigvis blev ikke en eneste af de mange dementier af anklagemyndigheden kopieret eller nævnt i retsbogen EKSTRAKT D, og man må derfor gå ud fra, at hverken dommere eller domsmænd i Landsretten kendte til de omtalte dementiers eksistens, spørgsmål vedrørende grunden til denne hemmeligholdelse kan kun anklagemyndigheden besvarer.
Hvis der er tale om, at en forbrydelse er blevet begået, så bør anklagemyndigheden vide, at sandheden alene er tilstrækkelig til at fælde forbryderen. Hvis anklagemyndigheden derimod, som i mit tilfælde, finder det nødvendigt at lyve, for at få den anklagede dømt, så bør dette i sig selv være tilstrækkeligt til en frifindelse.
Anklageskriftet EKSTRAKT C. (P. 22 - 24) i forbindelse med dementierne, i min besiddelse, beviser kendsgerningerne med hensyn til ovenstående, og kan derfor samtidig tjene som en advarsel til udenlandsdanskere om, under ophold i Danmark at indskrænke deres indkøb, eller i det mindste at destruere kvitteringer og andre beviser i tilfælde af en anholdelse, hvilke vil kunne forhindre at engangskøb bliver lavet om til at være faste forretningsforbindelser.
FORTSÆTTELSE NÆSTE SIDE!