Tror du der kan være tale om en sammensværgelse? ... Mener De der er kriminelle elementer blandt de danske myndigheder, som udnytter deres magt til at knuse uskyldige menneskeliv? ... Indtil jeg læste din hjemmeside, troede jeg, der i Danmark var lige-ret for loven, kan du bevise en forskelsbehandling? ... I part06 læser vi, at danske aviser den 6 december 1995 rapporterede, at chefer i skattevæsenet har en personlig økonomisk gevinst ved at føre sag mod skatteyderne, kan du opgive os navnet på en avis, da vi gerne vil købe artiklen? ... Magtmisbrug i Danmark, kan det virkelig være sandt?! ... Disse er et udvalg af spørgsmål, jeg er blevet spurgt af personer der har læst mine hjemmesider ... Jeg håber nedenstående vil give svar på nogle af de mange spørgsmål, jeg jævnligt bliver stillet, og dermed vil give mig mindre skrive arbejde fremover.

Danskere i både Danmark og i udlandet har i mange tilfælde til mig udtrykt deres forundring over, at når anklagemyndigheden først nægtede og senere forsinkede udleveringen af min sags akter, og dermed magtede at forhindrede min klage i rettidigt at blive indsendt til Menneskerettighedskommissionen, at Kommissionen i så groft et tilfælde af diskrimination og krænkelser af Menneskerettighedskonventionens vedtagelser, som dem jeg har måttet lide, åbenbart stadig ikke har beføjelse til at udvide klage fristen tilstrækkeligt til at beskytte offerets menneskerettigheder. Dette er et punkt som velmenende danskere åbenbart finder mærkelig, men ikke desto mindre er det en kendsgerning, som jeg ligeledes har fundet det yderst vanskeligt, at finde mig til rette med. Som der ofte er blevet givet udtryk for, så forsvinder de lidelser og det tab jeg har måttet gennemgå på grund af de danske myndigheders krænkelser af Menneskerettighederne ikke efter seks måneder, blot fordi tidsfristen for min klage dermed er udløbet.

Intet menneske kan være i tvivl om Menneskerettighedskonventionens formål, men jeg tillader mig alligevel herunder at citere grundlagt:

KONVENTIONEN TIL BESKYTTELSE AF MENNESKETS RETTIGHEDER OG FUNDAMENTALE FRIHEDER Regeringerne underskrivere hertil, værende medlemmer af Europarådet, i betragtning af den Almengyldige Erklæring af Menneskets Rettigheder bekendtgjort ved de Forenede Nationers Generalforsamling den 10. december 1948; I betragtning af denne erklærings formål, at sikre den almene og virkningsfulde anerkendelse og overholdelse af de deri erklærede Rettigheder; I betragtning af at Europarådets mål er opnåelsen af større enighed imellem dets medlemmer, og at en af de metoder, hvormed dette mål skal blive tilstræbt, er opretholdelsen og yderligere erkendelse af Menneskets Rettigheder og Fundamentale Friheder; Stadfæster deres dyberegående tro på disse Fundamentale Friheder, som er grundlæggende for retfærdighed og fred i verden, og er bedst opretholdt på den ene side af et effektivt politisk demokrati, og på den anden side af en fældes forståelse og overholdelse af de Menneskerettigheder, hvoraf de er afhængig; Bestemt, af de Regeringer af Europæiske lande der er ligesindet og har en fælles arv af politiske traditioner, idealer, frihed og lov regler, at tage de første skridt til en samlet håndhævelse af de Rettighederne, der er fastslået i den Almengyldige Erklæring: Har aftalt som følgende:

Herefter følger så de Menneskerettigheds paragraffer (artikler), hvortil Danmark var blandt de første underskrivere.

Til trods for Danmarks underskrift til ovenstående, så har jeg dokumenteret bevis for, at de danske myndigheder i min sag blandt andet har krænket Menneskerettighedskonventionens paragraffer 6, 3(a) og 6, 3(b) samt 6, 3(d). Ydermere er jeg blevet diskrimineret imod på grund af min status som udenlandsdansker artikel 14. Derudover er det min faste overbevisning, at Menneskerettighedskonventionens paragraf 2, paragraf 7, og paragraf 8, samt protokol nr. 4 paragraf 2 stk. 2, i min sag ligeledes er blevet krænket, se:

Part 09.html

Jeg har for nylig fået en e-post fra en dansker, som klager over mine internet-sider, den omtalte dansker er åbenbart vred over, at han mener i

Part15a.html

at kunne læse, at der er et eller andet aftalt spil imellem den offentlige anklager i Danmark og den Internationale Menneskerettighedskommission, dette er naturligvis noget vrøvl, idet jeg aldrig så meget som har antydet noget sådanne, hvad jeg har gjort er at skrive, hvad jeg har bevis for er sandheden, og hvad der er dokumenterede kendsgerninger, hvis læserne derud fra danner sig det indtryk, at der er tale om en eller anden form for en sammensværgelse, så er der sikkert udmærket god grund dertil.

Af hensyn til ovenstående, og for at forhindre en masse unødvendigt skrive-arbejde med at besvare spørgsmål, så har jeg besluttet her at give læserne af disse sidder en nøjagtig og detaljeret beskrivelse af, hvad der er hændt mig med hensyn til netop dette emne:

Først og fremmest bør jeg nok gøre opmærksom på, at jeg er en forretningsmand, som tidligt i min uddannelse lærte at undersøge et problem til bunds, før jeg forbereder en plan og skrider til handling. Som bekendt blev enhver mulighed for at forberede mit forsvar illegalt nægtet mig i både By- og Landsretten, det var derfor dobbelt vigtigt for mig, at min klage til Menneskerettighedskommissionen blev vel forberedt, før min detaljerede klage blev fremsendt. Aldrig ville det på dette tidspunkt være faldet mig ind, at der efter domfældelsen er en klagefrist til Menneskerettighedskommissionen på kun seks måneder, et forhold som anklagemyndigheden naturligvis har været fuldt vidende om, og derfor også til min skade har benyttede sig af. Desuden er det en kendsgerning, at personer der fremsender en klage til Menneskerettighedskommissionen bliver tilsendt en vejledning, hvori det er tydeligt anført, at det i ansøgningen ikke er tilstrækkeligt at opgive de forskellige domstoles beslutninger, men man skal til sit brev hæfte originalen, eller en kopi af selve domstolenes kendelse.

Ovenanførte er et forhold anklagemyndigheden "Statsadvokaten for Fyn Birgitte Vestberg" i mit tilfælde har drage fuld nytte af. Det er nemlig en kendsgerning, at mine mange ansøgninger til anklagemyndigheden om udlevering af min sags akter blev mig nægtet, og det uden at jeg fik opgivet en grund til afslaget. Til sidst ansøgte jeg justitssekretæren ved Østre Landsret om en kendelse, hvilket blev mig bevilliget, og der faldt dom i sagen kun fire dage før klagefristen til Menneskerettighedskommissionen udløb. Fra Landsrettens kendelse 388/1985 fremgår det, at anklagemyndighedens grund til at afslå udleveringen af de akter, jeg havde søgt om siden min dom, var den, at jeg efter anklagemyndighedens mening:

"IKKE HAR FORNØDEN RETLIG INTERESSE HERI"

Ovennævnte forklaring på, hvorfor anklagemyndigheden nægtede mig udlevering af min sags akter, er naturligvis ikke minder åndssvag, end hvis jeg i fængslet var blevet nægtet mad fordi: Jeg ikke har fornøden retlig interesse i at spise.

Til trods for Østre Landsrets kendelse dateret og stemplet den 9 december 1985, vedblev anklagemyndigheden imidlertid med at tilbageholde min sags akter, og det var først efter yderligere seks uger, da jeg den 8. januar sendte statsadvokaten et anbefalet brev med krav om, at Landsrettens dom om udleveringen blev taget til følge, at sagens akter blev tilsendt mig, men da var klagefristen til Menneskerettighedsdomstolen for længst udløbet.

Herunder kopi af min ovenanførte skrivelse til anklagemyndigheden den 8. januar 1985.
Indsat i højre hjørne er det danske postvæsens kvittering for registreringen af skrivelsen.

Hvis du, efter et overgreb fra de danske myndigheders side, ønsker at søge hjælp fra Menneskerettighedsdomstolen, er det af afgørende betydning, du gør dig klart, at fristen herfor udløber kun seks (6) måneder efter din dom, og at denne mulighed derefter er uigenkaldelig tabt.

Ovenstående er en kendsgerning, som det har været svært for mig at acceptere, for hvad det betyder er, at den myndighed der krænker Menneskerettighedskonventionens paragraffer, ustraffet kan benytte ethvert kneb til at forhindre den skaderamte i at få den hjælp, som er grundlaget for Menneskerettighedsdomstolens oprettelse og beståen.

Derfor har jeg efterfølgende alligevel søgt "Menneskerettighedskommissionen i Strasbourg" om hjælp. Min ansøgning blev besvaret af Søren Nielsen, en dansker der underskriver på Den Europæiske Menneskerettighedskommissions sekretærs vegne, og som simpelt hen meddelte mig, at klagefristen til Menneskerettighedskommissionen er udløbet. Intet i Søren Nielsens svar lod ane, at min ansøgning var blevet læst af Menneskerettighedskommissionens sekretær eller noget andet medlem af Kommissionen. I tiden der fulgte, har jeg derefter ansøgt Menneskerettighedskommissionen på flere sprog og fra henholdsvis Tyskland, England og Australien, alle er blevet besvaret af den samme danske Søren Nielsen, og ingen af svarene jeg har modtaget, har givet mig den mindste antydning af, at blot een enkelt af mine ansøgninger er blevet læst af andre end Søren Nielsen selv! ... Danmark ønsker naturligvis ingen negativ omtale med hensyn til krænkelser af Menneskerettighedskonventionens vedtagelser, og hvis den gode Søren Nielsen er i besiddelse af blot en brøkdel af den samme nationalitetsfølelse som jeg, så mener jeg det er mig tilladt at sætte spørgsmålstegn ved, om nogen af mine ansøgninger til Kommissionen nogen sinde er nået længere end til Søren Nielsens skrivebord? Jeg beskylder ikke Søren Nielsen for overtrædelse af nogen regel, blot ville jeg have været meget bedre til mode, hvis mine henvendelser var blevet besvaret af en uhildet person, så som f. eks. en tysker, englænder eller anden upartisk nationalitet. Jeg kan for eksempel ganske godt forestille mig det ramaskrig der ville blive, hvis i en fodbolds-landskamp mod Sverige dommeren var svensker, hvorfor skulle jeg så se anderledes på en besvarelse fra en dansker på mine henvendelser til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol?

Til de danskere der går rundt i den vildfarelse at "Dansk Justits" høre til blandt verdens bedste, vil jeg gerne sige, at det troede jeg også engang, kendsgerningerne beviser imidlertid det helt modsatte. Enhver der giver sig tid til at studere min sag, og mange andre sager som jeg har fået kendskab til efter disse sider er blevet sat op på internettet, vil give mig ret i at "Retfærdighed" er et ord, der har meget lidt at gøre med dansk justits.

Med en fuldstændig pletfri fortid, blev jeg som 53 årig standset af en færdselsbetjent på ringvejen mod København. Jeg havde ikke brudt nogen færdselslov, men blev alligevel beordret til at følge med til Københavns politistation, hvor jeg blev meddelt, at jeg havde tiltrukket mig politiets opmærksomhed, fordi jeg som dansker kørte i en engelsk registreret bil, men da forholdet vedrørende min vogns registrering ikke kunne undersøges på en søndag, blev jeg bedt om at komme tilbage den følgende formiddag klokken 11. Jeg havde intet at skjule, og jeg vidste at registreringen af min vogn var i orden. Da jeg er en lovlydig person, gør jeg hvad politiet beder mig om og jeg mødte op på politistationen som aftalt, hvor jeg til min overraskelse blev kryds forhørt af tre personer "politiassistent Viggo Søgaard, Peter Philipsen-Lotinga fra amtsskattedirektoratet samt toldsekretær Bryde Hansen" ikke vedrørende registreringen af min bil, men om mit liv og familie forhold, samt mit internationale arbejde gennem de 28 år siden min lovlige emigration i 1956. Mit pas og min vogn blev samme eftermiddag beslaglagt af politiet, ydermere blev jeg meddelt, at jeg ikke måtte forlade landet før politiet havde undersøgt mine forhold.

Nogle få dage senere blev jeg anholdt og fængslet i isolation, fængslingsgrundlaget blev meddelt mig, at være en mistanke om, at jeg skulle havde opholdt mig i Danmark længere end tilladt, samtidig blev de dokumenter der kunne bevise min uskyld taget fra mig. Ved grundlovsforhøret den følgende morgen, var jeg lamslået ved at høre vicepolitimesteren i Odense Løve Christiansen fortælle dommeren, at man havde fundet bevis for jeg tre år tidligere i 1981, det år både min mor og ældste bror døde i Danmark, havde opholdt mig 163 dage i landet, hvilket var en himmelråbende løgn, men på dette falske udsagn blev jeg anklaget som kriminel, og min isolationsfængsling blev derefter opretholdt i tre måneder indtil jeg blev ført i retten. Retsforhandlingerne var en parodi, hvorunder alle mulige løgnehistorier inklusive løgnagtige hentydninger til mit kærlighedsliv, og private kærligheds breve til min kone, som intet ulovligt indeholdt blev læst højt i retten, hvilket er en klar overtrædelse af Menneskerettighedskonventionens paragraf 8 der lyder: "Enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv, sit hjem og sin korrespondance", altsammen åbenbart gjort for at vække domsmændenes antipati og misundelse imod mig. Det lykkedes derimod ikke anklagemyndigheden at bevise, jeg havde været i Danmark bare tilnærmelsesvis de tilladte dage, og dommeren måtte derfor også erklære, at der intet bevis var for, at jeg havde overtrådt de tilladte dage, og da dette var fængslingsgrundlaget, skulle jeg i overensstemmelse med international lov dermed være blevet frikendt: "Menneskerettighedskonventionens paragraf 6 stk. 2, samt paragraf 6 stk. 3a og 3b.

Få timer før domsafsigelsen, blev jeg imidlertid af min åbenlyst chokerede forsvarer fortalt at: "Nu begynder de på noget helt nyt!". Da min dom blev læst op, blev jeg fundet skyldig i en helt ny anklage der, efter min lovlige emigration i 1956, intet som helst har at gøre med Danmark. Min kontrakt med mit engelske firma hørte ind under den engelske finanslov vedrørende udenlands arbejde og udenlandske pensioner, og var som sådanne godkendt af det engelske skattevæsen.

For at kunne konkurrere på export markedet, specielt når der er tale om et effektivt men også meget dyrt produkt, er det af afgørende vigtighed, hver dollar der kan spares på eksportprisen også bliver sparet, grunden hertil er simpel og nem at forstå. Tolden bliver altid beregnet på eksportprisen efter tillæg af fragt og forsikring, det vil sige på varens total pris ved ankomsten i import landet, hvilket i mange lande betyder op til en mange dobling af fabriksprisen. For at gøre forretningen gennemførlig med salg gennem provisionslønnede sælgere, avertering, salgsskoler og alle andre omkostninger er det derefter nødvendigt for importøren yderligere at lægge 80 til 100% på prisen før varen bliver solgt til ende-forbrugeren, hvilket betyder, at hver dollar betalt til mig i fremstillings landet kan fordyre varen i salgslandet med op til 10 dollars. Når jeg arbejder fuld tid i lande uden for produktionslandet, nyder jeg ingen offentlige goder i England, og følgelig skal jeg derfor heller ingen indkomst skat betale til England. Ovenanførte gjorde det dermed muligt for mit firma at betale mig et absolut minimum i de lande, hvor jeg arbejdede, en provision på en brøkdel af een procent af den aktuelle salgspris. Intet menneske ville kunne acceptere så anstrengende en arbejdsuge på over 70 timer, hvis der samtidig skulle betales skat af den meget mindre end normale fortjeneste. Derudover sparede importøren at skulle betale min indtægt i produktets pris, samt transport, forsikring og told procenten herpå. Hvorfor ville det engelske skattevæsen tillade, at jeg og andre ligestillede arbejdede for britiske firmaer uden at betale indkomst skat til England? ... I mit tilfælde betød den lavere export pris en større konkurrence evne, nødvendig hvis man vil handle i de fattige lande i den såkaldte tredje verden. Det vil derfor også betyde en større omsætning, hvilket vil nødvendiggøre ansættelse af flere arbejdere og kontorpersonale, der alle vil betale skat, hvilket er af stor vigtighed i de arbejdsløse Yorkshire. Den større omsætning vil betyde større fortjeneste til mit firma, og dermed større firma skat til staten. Ikke at forglemme en værdifuld valuta indtægt, hvilket er den eneste måde, hvorpå et land kan blive rigere. Men alt dette har danske myndigheder sikkert hverken fantasi eller fremsyn nok til at kunne indse. Ikke desto mindre blev jeg "ulovligt" erklæret skyldig på grund af mit 24 år lange internationale, og under engelsk lov fuldstændig lovlige erhverv.

Stavnsbåndet blev ophævet i 1788, og der er ingen lov der siger, at fordi man er født i Danmark, skal man betale skat til Danmark hele livet, uanset hvor i verden man opholder sig. Ydermere er noget sådanne et brud på Menneskerettighedeskonventionens Protokol No. 4, paragraf 2: "Enhver skal være fri til at forlade et hvilket som helst land, inklusive ens eget".

Før behandlingen af min sag ved Østre Landsret fyldte jeg to store samle bind med breve og dokumenter, samt officielle dementier af de mange løgnagtige udsagn anklagemyndigheden i Odense Byret havde anvendt for at få mig dømt. Ligeledes blev kopier af to tryksager udgivet af det engelske skattevæsen, IR20 samt IR25 givet til anklagemyndigheden, altsammen materiale der beviste min uskyld i noget som helst forkert.

Jeg blev i Landsretten renset for alle de anklager, der var blevet rejst imod mig, og som jeg havde bevis for var falske, naturligvis forventede jeg derfor en frifindelse. Overraskelsen kom da dommen læste rettens kendelse: jeg var stadig skyldig, sagde dommeren, fordi jeg hvert år havde indgivet min selvangivelse som værende begrænset skattepligtig, en oplysning givet mig af min danske statsautoriserede revisor, efter at han havde rettet henvendelse derom ved Statens Ligningsdirektorat, oplysningen om den begrænsede skattepligt var telefonisk blevet dikteret til min revisor af kontorchef Munk Pedersen, 3. kontor, se telefon referatet:

Part04.html

Da jeg 3 uger senere viste oplysningen modtaget fra Statens Ligningsdirektorat til kontorchef E. Munch-Pedersen ved Odense Skattevæsen, bekræftede denne rigtigheden af de oplysninger jeg havde modtaget. Ægtheden af ovenstående blev heller ikke bestridt af anklagemyndigheden. Med andre ord, jeg blev erklæret skyldig fordi jeg havde fulgt en vejledning givet mig af skattemyndigheden selv. Spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke allerede ved Odense Byret var blevet fundet skyldig på ovenstående grundlag, blev ikke besvaret, dette skete først da jeg var blevet renset for alle andre anklager. Jeg var således i Østre Landsret igen blevet fundet skyldig på et grundlag, jeg intet vidste om før oplæsning af dommen, og jeg var derfor igen i Landsretten blevet forhindret i at forberede mit forsvar. Ydermere var jeg dermed også blevet forhindret i at indkalde Munk Pedersen ved Statens Ligningsdirektorat og få ham afhørt vedrørende grunden til, at han havde givet mig falske oplysninger, to alvorlige overtrædelser af Menneskerettighedskonventionens artikler under henholdsvis paragraf 6, 3a, og 6, 3b, samt 6, 3d. Hvorfor de danske myndigheder havde udset sig netop mig, som offer for denne statslige forbrydelse, derom kan man kun gisne, men den mest sandsynlige grund må være forbryderiske magthavers korruption, læs derom i:

Part06.html

Ved hjælp af danske venner lykkedes det mig i 1996 at få den " Særlige Klageret" til at undersøge min sag, og den Særlige Klagerets kendelse fandt sted den 25. september 1996. Dommerne er på Den Særlige Klagerets Kendelse nævnt i den følgende rækkefølge:

Marie-Louise Andreasen, Lilholt, Viltoft, Vagn Greve og Preben Lunn.

De ovenanførte høje dommere havde et valg imellem to muligheder, de kunne dømme at min sag skulle tages om, eller de kunne kende mig skyldig på det grundlag, hvorpå jeg var blevet dømt i Østre Landsret, nemlig at jeg var skyldig fordi jeg havde fulgt de regler jeg på min forespørgsel var blevet givet af "De Danske Skattemyndigheder", sidst nævnte er et paradoks som de høje dommere trods alt ikke ville lægge navn til. I samråd med anklagemyndigheden blev det så i stedet vedtaget, at finde mig skyldig i den falske anklage, som jeg var blevet renset for allerede i Odense Byret, og som derfor ikke blev gentaget i Landsretten, nemlig at jeg, under mine besøg i Danmark i 1981, skulle have overtrådt de tilladte dage, en anklage som intet menneske kan bevise, og som ifølge international lov allerede i Odense Byret skulle have frikendt mig for alt yderligere tiltale.

Den Særlige Klageret beslutning er således en parodi, et fuldstændigt vrængbillede på alt hvad der hedder lov og ret, og dermed er det danske retsvæsen bragt ned på et niveau, hvor man selv blandt verdens værste diktaturstater skal lede længe for at finde tilsvarende.

Part18.html

Efter Den Særlige Klagerets kendelse mørklagde de danske myndigheder min sag. Som vi alle ved: "De eneste der behøver at frygte sandheden, er dem der har noget at skjule". Hvad jeg har sat op på internettet er desværre dokumenterede kendsgerninger. Når man ønsker et Danmark, vi alle kan være stolte af, kommer det ikke frit, der skal arbejdes derfor, og det hjælper ikke at undertrykke sandheden.

Kinesisk ordsprog:

Du helbreder ikke en byld på din hæl ved at skjule den og foregive at den ikke eksistere, for til sidst at lade foden amputerer.

Disse oplysninger er tilvejebragt af... Bernt Corfixen Sørensen
E-mail:corfixen@bigpond.net.au
© 1997-2006...Alle rettigheder forbeholdt

TILBAGE TIL INDHOLDSFORTEGNELSE!FORTSÆTTELSE NÆSTE SIDE!