For en forståelse af det justitsmord de danske myndigheder har udsat mig for, er det nødvendigt at kende min baggrund:
Mit navn er Bernt Sørensen, og jeg er en udenlandsdansker bosat i Australien. Med hensyn til grunden for min beslutning om at emigrere i 1956, kan jeg kort nævne, at et medfødt fysisk handikap af en permanent smertefuld karakter, hvorunder jeg led gennem hele min barndom, udsatte mig for en forskelsbehandling, der selv efter min afgangseksamen fra handelshøjskolen Tietgenskolen i Odense, til trods for gode eksamens resultater ikke gav mig de samme ansættelses muligheder som mine kammerater, en form for diskrimination jeg ikke ville acceptere, og derfor besluttede jeg at udvandre til Australien, hvor ingen kendte mig, og hvor jeg kunne udnytte de muligheder, der blev mig nægtet i Danmark.
Emigration, før rejse-revolutionen forårsaget af passagermaskiner med jet motor, blev nærmest betragtet som et endeligt farvel til ens familie og venner, idet kun de færreste emigranter til fjerne steder på kloden, nogensinde fik råd til den langvarige og kostbare rejse, det dengang var at besøge deres hjemland. Den kendsgerning at alt hvad jeg før min afrejse vidste om Australien, var hvad jeg havde læst, samt at det eneste jeg havde råd til var en enkeltbillet på et emigrantskib fra Maseille til Sydney, hvor jeg bogstaveligt talt ville ankomme uden anden ejendom end det tøj jeg gik og stod i, gjorde afskeden med mine forældre og fire brødre ekstra vanskelig.
Grundet en naturlig evne til at kommunikere på fremmede sprog, blev jeg efter en omfattende træning, i 1962 tilbudt en stilling i eksport marketing ved et britisk børsnoteret offentligt aktieselskab Nu-Swift Ltd. (fabrikation og salg af brandslukningsmateriel), og jeg indgik i en kontrakt med det nævnte firma, hvorunder jeg påtog mig et konstant internationalt rejsearbejde på et minimum af 300 dage om året. Grundet mit arbejdes natur hørte det ind under "Section 21 & 31 Schedule E of the British Finance Act regarding Duties of Office and Employment carried on abroad", og som sådanne var min internationale indkomst ikke beskattet i United Kingdom, til gengæld bør man bemærke, hvad der er normalt i tilfælde som mit, at mit firma justerede min indtægt nedad i forhold til min skattefri position, og den opnåede skattefordel kom derfor ikke mig personligt til gode, men skabte derimod lavere priser til mit firmas eksport kunder og forøgede dermed mit firmas internationale konkurrence evne.
Mit verdensomspændende arbejde bestod i at udvælge og ansætte forhandlere og sælgere, samt at undervise dem i anvendelsen og salg af mit firmas produkter. I de følgende 22 år arbejdede jeg i gennemsnitlig 20 forskellige lande om året, en opslidende rejse tilværelse, hvor jeg bogstavelig talt boede der, hvor jeg satte min kuffert, hvilket vil sige i hurtigt efter hinanden omskiftende hotelværelser.
En af mine opgaver var det f. eks. at introducere mit firmas produkter på steder, hvor man i tilfælde af brand er uden hjælp, som for eks. i Australiens mere afsides og tyndt befolkede egne, hvor der ofte er meget store afstande mellem de enkelte farme, og i primitive samfund i den tredje verden, så som missionsstationer og andre afsondrede bebyggelser, f. eks. på Borneo og i New Guinea.
Mit arbejde var et heltidsjob, fra tidlig morgen til sent aften syv dage om ugen, og det skal være usagt, om jeg overhovedet havde været i stand til at klare mine vanskelige og opslidende pligter, havde det ikke været for den støtte, jeg specielt havde brug for i de tidlige år, og som blev givet mig så rigeligt af min engelske hustru Patricia, der efter vor giftermål i 1963 og gennem de følgende elleve år var min utrættelige rejsefælle.
Mit arbejde var imidlertid af forskellige grunde langt fra ufarligt, bortset fra de stadig større krav til storstilede branddemonstrationer, specielt nødvendige for at kunne sikre sig ordre fra regeringsinstitutioner som militær og flåde, samt selskaber med særlig hasarderede brand-risici som olie selskaber og kemiske fabrikker, så landede vi også nogle gange uforvarende midt i revolutioner og ufred. Den største fare for vort helbred var imidlertid de forskellige tropiske sygdomme, hvoraf både Patricia og jeg fik mere end vor fair andel. Til gengæld havde vi ikke mange muligheder for at bruge penge, hvilket tillod os at spare penge sammen til vor fælles fremtid, og hvad vi håbede ville blive en behagelig alderdom. Dertil kom at jeg nød den udfordring, som mit arbejde bød mig, og den særlige tilfredsstillelse jeg følte ved både direkte og indirekte at redde menneskeliv, arbejdspladser plus hjem og ejendom. Min særlige indsats i den tredje verden gjorde for øvrigt, at jeg i 1980 blev beæret med en indskrivning i "The International Biographical Roll of Honor with the citation: "For distinguished service to The Safety of Mankind. (USA)" og jeg samtidig fik en plads i reference bogen "Who's Who in the World", som på globalt plan svarer til Krak's Blå Bog.
Efter i Guatemala at have lidt under et hårdt angreb af dengue feber, en sygdom med smerter der beskrives, som en følelse af, at hvert ben i kroppen bliver langsomt brækket, hvorfor dengue feber også bliver kaldet "break bone fever", plus mere alvorligt en øjensygdom Patricia erhvervede sig i Ecuador (Sydamerika), og som en overgang truede med at gøre hende blind, men heldigvis kun resulterede i et nedsat syn, var hun i 1974 både fysisk og psykisk blevet så nedbrudt, at lægerne forlangte hun for en tid skulle indstille sit rejseliv og indtil helbredt have et hjem. Da Patricia ingen familie selv havde, og jeg på det tidspunkt stadig havde min mor og fire brødre i Danmark, der kunne være noget for hende, besluttede vi at undersøge, om der var mulighed for, at hun kunne få et hjem i Danmark, medens jeg selv fortsatte mit internationale arbejde, og hvis dette var muligt, hvor ofte jeg kunne besøge hende uden at min status som udenlandsdansker blev forandret. Det var på dette tidspunkt, jeg grundet en absolut 100% tro på de danske myndigheders hæderlighed, at jeg begik mit livs største fejltagelse, en fejl så stor, at den i 1985 endte op med fuldstændig at knuse min tilværelse, satte en stopper for min succesfulde karriere, stemplede mig som kriminel og ødelagde mit helbred, samt ruinerede mig finansielt, for til sidst at koste mig mit ægteskab.
Det følgende er råd og advarsler, som på grund af, hvad der er hændt mig personlig, jeg er fuldt ud kompetent til at give. Desuden skriver jeg på en bog (engelsk tekst), der fortæller, hvad der skete med mig, da de danske bureaukrater valgte at indlemme mig blandt de mennesker, de har udset til en særlig behandling. Jeg havde op til dette tidspunkt ikke været efterforsket, og jeg havde aldrig været anklaget for fejlagtig udfyldte selvangivelser, eller noget som helst andet lovstridigt forhold.
Min bog drejer sig ikke alene om mig, men mest af alt om den specielle behandling, jeg modtog fra usynlige hænder af en skjult og mægtig fjende.
Jeg har intet gjort, som ikke kunne være blevet gjort af en hvilket som helst anden uafvidende person, dette beviser jeg bl.a. ved med mellemrum i min bog, at bede læseren om at forsøge at sætte sig i mit sted, og fastslå om han eller hun så ikke ville have handlet nøjagtigt, som jeg har gjort. Enhver kan være på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, og blive udset til at modtage bureaukratiets vrede, hvilket må antages at udfører regeringens ønsker, en regering som til gengæld er blevet valgt af flertallet.. I de følgende ti år, og selv i dag har jeg og mine nærmeste fortsat med at måtte lide under de samme hænder, og det til trods for, at jeg ikke har brudt nogen lov. Det er af sådanne stof at diktatur er lavet.
FORTSÆTTELSE NÆSTE SIDE!