Det aparte i min sag er, at jeg til trods for en fuldstændig pletfri fortid, og efter altid nøje at havde fulgt de love, jeg har været undergivet i de lande, hvori jeg har opholdt mig, har det vist sig komplet umuligt, af de danske myndigheder (anklagemyndighed og dommere) at få oplyst, hvorledes eller hvornår jeg har forbrudt mig på en måde, som ifølge dansk lov har gjort mig til kriminel med det resultat, at jeg 28 år efter min lovlige emigration til Australien, iflg. de danske myndigheder igen er blevet en dansker bosat i Danmark.
Den paradoksale kendsgerning er, at intet menneske og dermed heller ikke anklagemyndigheden åbenbart aner, hvori den forbrydelse den mener jeg har begået består. Ydermere er det en bekræftet kendsgerning, at jeg efter forespørgsler til danske myndigheder er blev givet nogle regler at følge under besøg i Danmark, ægtheden af disse regler, samt at jeg nøje har fulgt dem, er ikke blevet bestridt af myndighederne. ... Min forsvarer i Odense Byret kunne efter min dom kun meddele mig, at nu forstod han ikke noget mere, medens min forsvarer i Østre Landsret har givet mig en skriftlig erklæring på, at efter hans mening skulle jeg ikke have været dømt, men heller ikke han har kunnet fortælle mig, hvori min forbrydelse består.
Efter mange års kamp for at få de danske myndigheder til at se på min sag, fik jeg i 1996 endelig besked på, at Den Særlige Klageret ville undersøge forholdene omkring min dom. Korrespondancen der fulgte mellem Den Særlige Klageret og anklage myndigheden endte den 25 september 1996 med en kendelse i Den Særlige Klageret, som baseret på anklagemyndighedens indvending mod en genoptagelse af min sag, udgør en hel ny dom, nemlig at jeg i 1981, hvor jeg besøgte Danmark 147 dage, skulle have overtrådt de tilladte dage, jeg lovligt kunne besøge Danmark, en anklage jeg var blevet frikendt for i Odense Byret, og som derfor heller ikke blev påtalt i Landsretten. Ikke desto mindre har Den Særlige Klageret nægtet mig en bekræftelse på, at jeg har gjort mig skyldig i min dom ved at opholde mig de nævnte 147 dage i Danmark i 1981, hvilket vel nok også ville være mærkeligt, hvis den gjorde det, idet jeg har bevis på, at kontorchef Munk Pedersen, 3. kontor i Startens Ligningsdirektorat ved min forespørgsel havde tilladt mig at besøge Danmark op til 180 dage om året. 1981 var iøvrigt det år siden min emigration i 1956, jeg havde opholdt mig mest i Danmark, hvilket delvis var forårsaget af min mors og ældste brors død med kun 10 dages mellemrum, og delvis nogle personlige og også forretningsmæssige pligter, som netop det år betød en forlængelse af mit ophold i Europa.
Det er hermed således fastslået, at man i Danmark kan blive stemplet som kriminel og straffet med fængsel samt frataget al ejendom, uden at myndighederne behøver at opgive en grund dertil, eller føre bevis for sin påstand. Det er udelukkende på dette grundlag, at jeg nu er blevet overbevist om, det er min kristne pligt så vidt muligt at advare danskere, og i særdeleshed udenlandsdanskere om den risiko de løber ved at stole på danske myndigheder.
FORTSÆTTELSE NÆSTE SIDE!